EMA tøver med at dumpe Curevac-vaccine trods misset mål

Det Europæiske Lægemiddelagentur afviser at indføre et effektivitetsmål på 50 procent for coronavacciner.
Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380
Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380
af ritzau

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) siger torsdag, at det ikke vil indføre et effektivitetsmål på 50 procent for coronavacciner.

Udmeldingen kommer, efter at det onsdag det blev offentliggjort, at CureVac-vaccinen er 47 procent effektiv. Dermed levede effektiviteten ikke op til de statistiske succeskriterier.

EMA tilføjer, at der er behov for at indsamle mere data, så man kan vurdere fordele og ulemper ved vaccinen.

"Vi skal indsamle den endelige data fra det kliniske forsøg og have en god analyse af resultaterne fra forskellige regioner, aldersgrupper og i forhold til de forskellige varianter," siger Marco Cavaleri, der er EMA's direktør for vacciner.

"Så jeg synes, at det er for tidligt at komme ind på, hvad det betyder. Vi har altid følt, at det var svært at definere et klart mål," siger han.

Det tyske biotekselskab CureVac er ved at afslutte de afgørende studier med vaccinen og har endnu ikke ansøgt om at få den godkendt.

"Selv om vi havde håbet på et bedre foreløbigt udfald, så er det udfordrende at dokumentere en høj effektivitet blandt denne hidtil usete brede mangfoldighed af varianter," udtalte CureVacs administrerende direktør, Frans-Werner Hass, i en pressemeddelelse.

"Idet vi fortsætter mod den endelige analyse med yderligere mindst 80 tilfælde, kan den samlede vaccineeffektivitet ændre sig," tilføjede han.

Vaccinen er blevet testet for mindst 13 varianter af coronavirus. 134 positive test er blevet undersøgt i analysen. Af dem viste 124 sig at være en af varianterne.

Kun ét af tilfældene var det originale coronavirus.

CureVac har en ordre på op til 405 millioner doser, der efter planen skal fordeles mellem EU-lande.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har dog sagt, at den danske vaccinationskalender næppe vil blive påvirket af CureVac-resultaterne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også