Sydbank: Vaccinedata kan gøre det lettere for Bavarian at få finansering

Data bakker op om, at Bavarian har en stærk vaccinekandidat, og det kan gøre det mere interessant at finansiere udviklingen af vaccinen for EU, den danske regering eller andre private fonde, vurderer Sydbank-analytiker.
Foto: Bavarian Nordic / PR
Foto: Bavarian Nordic / PR
AF RITZAU FINANS

Bavarian Nordic har torsdag fremlagt data for sin coronavaccine, der bekræfter, at det er en særdeles stærk vaccinekandidat.

Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

"Data bakker op om, at det er en stærk vaccinekandidat, og det kan gøre det mere interessant at finansiere udviklingen af vaccinen for EU, den danske regering eller andre private fonde," siger Sydbank-analytikeren til Ritzau Finans.

Men Søren Løntoft Hansen fremhæver samtidig, at der blot er tale om prækliniske data, og at det derfor bliver spændende at se, hvordan vaccinen vil klare sig i kliniske studier og forsøg med mennesker.

"Selskabet vist meget høje antistofniveauer mod den oprindelige virus - og nu lægges noget nyt på i forhold til den britiske variant og sydafrikanske variant. Dermed viser Bavarian Nordic, at vaccinen potentielt har god effekt mod de mutationer, vi kigger ind i," siger Søren Løntoft Hansen.

Hvis vaccinen viser sig at være stærk i relation til mutationer, rejser det nogle spændende perspektiver i forhold til det revaccinationsmarked, der potentielt venter i fremtiden, vurderer Søren Løntoft Hansen.

Men der er fortsat ubesvarede spørgsmål i relation til vaccinekandidaten fra Bavarian Nordic, mener han.

"Der er rigtig meget fokus på covid-vaccinen i forhold til Bavarian. Men markedet efterspørger afklaring i forhold til finansieringen af et fase 3-studie for vaccinekandidaten. De positive resultater vil gøre, at aktien outperformer det generelle marked torsdag," siger Søren Løntoft Hansen.

Efter torsdagens aktieåbning ligger aktien øverst i C25-indekset og stiger med 4,4 pct. til 287,90 kr.

Af torsdagens meddelelse fra Bavarian Nordic fremgår det, at fase 2-forsøget ventes påbegyndt i andet kvartal 2021.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også