USA lover 60 millioner vaccinedoser væk til andre lande

USA får foreløbig ikke brug for vacciner fra AstraZeneca. Derfor vil landet give dem væk.
Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380
Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380
af ritzau

USA vil give 60 millioner doser coronavaccine fra AstraZeneca til andre lande.

Det skriver Andy Slavitt, seniorrådgiver om covid-19 for den amerikanske regering, på Twitter.

USA vil give vaccinedoserne videre, "når de er tilgængelige", tilføjer han.

"Til alle der forståeligt nok siger: "på tide" eller "hvad ventede de på", så er der på nuværende tidspunkt stadig ganske få tilgængelige. Derfor er ingen tid blevet tabt," skriver han.

Andy Slavitt uddyber ikke, hvad der skal til, før doserne er tilgængelige.

Men Det Hvide Hus oplyser, at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, skal bekræfte, at doserne lever op til kvalitetsstandarder, før doserne bliver sendt videre. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det amerikanske nyhedsbureau AP rapporterer, at doserne bliver givet til andre lande de kommende måneder, efter at de er blevet sikkerhedsgodkendt.

Coronakoordinator for Det Hvide Hus Jeff Ziens siger til AP, at omkring ti millioner doser snart kan blive godkendt og afsendt. Yderligere 50 millioner doser er i "forskellige stadier af produktionen" og kan blive afsendt i maj og juni.

Det uddybes ikke, hvilke lande der er først i køen til at få vaccinerne.

Ifølge Det Hvide Hus får USA ikke brug for AstraZenecas vacciner over de næste par måneder. Det er derfor, at man vil give dem til andre.

USA er selv godt med i forhold til vaccineindsatsen.

Mandag er status, at der er givet over 230 millioner doser coronavacciner til de amerikanske borgere. Over 95 millioner er færdigvaccinerede. Landet har cirka 328 millioner indbyggere.

Landet har ikke vaccineret med AstraZenecas vaccine, da den endnu ikke er godkendt. Det har brugt vacciner fra Moderna, Pfizer/BioNTech og Johnson & Johnson.

AstraZenecas vaccine er godkendt til brug i EU, men er ikke i brug i Danmark. Det skyldes, at der er fundet sjældne, men alvorlige bivirkninger ved vaccinen.

Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) opvejer fordelene dog ulemperne ved vaccinen. Derfor er den også fortsat i brug i andre EU-lande og i øvrige dele af verden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også