Brasilien forsøger at fremskynde levering af vaccinedoser

Brasilien har omgående behov for flere vaccinedoser, siger landets sundhedsminister på møde med Pfizer.
Brasiliens sundhedsminister Marcelo Queiroga har holdt møde med Pfizer. | Foto: EVARISTO SA/AFP / AFP
Brasiliens sundhedsminister Marcelo Queiroga har holdt møde med Pfizer. | Foto: EVARISTO SA/AFP / AFP
af ritzau

Brasilien er hårdt ramt af en ny bølge af coronasmitte, og mandag har landets sundhedsminister henvendt sig til medicinalselskabet Pfizer i et forsøg på at fremskynde en levering af 50 millioner doser coronavacciner.

Det oplyser ministeriet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Brasilien har tidligere bestilt 100 millioner doser af Pfizers vaccine.

"Vi er nødt til at udvide vores vaccinationskapacitet nu," sagde sundhedsminister Marcelo Queiroga på et møde mandag med repræsentanter for Pfizer, hvor parterne drøftede en tidsplan for levering af vaccinen.

Ifølge den oprindelige aftale mellem parterne vil sundhedsministeriet i Brasilien modtage 13,5 millioner doser i andet kvartal og de resterende 86,5 millioner doser i tredje kvartal.

Covid-19 er skyld i over 312.000 dødsfald i Brasilien, hvor omkring 12,5 millioner er blevet diagnosticeret med sygdommen.

Kapaciteten på landets hospitaler nærmer sig bristepunktet på grund af usædvanligt mange nye smittetilfælde og dødsfald de seneste uger.

Alene det seneste døgn er der ifølge Reuters registreret næsten 39.000 nye smittetilfælde og 1660 coronarelaterede dødsfald.

I den forgangne uge havde Brasilien i snit 2400 registrerede coronadødsfald om dagen.

Brasiliens højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro, er blevet kritiseret for sin håndtering af coronakrisen.

Bolsonaro, der selv har været smittet, anser ikke virusset som særligt farligt og har sagt, at han er mere optaget af at forhindre et økonomisk kollaps.

Præsidentens tilgang til sundhedskrisen har ført til flere udskiftninger i regeringen.

Sundhedsminister Marcelo Queiroga er eksempelvis den fjerde person på posten, siden udbruddet begyndte for over et år siden.

Mandag foretog Bolsonaro den hidtil største regeringsrokade siden sin indsættelse som præsident i januar 2019. Seks ministre blev udskiftet ifølge Reuters. Deriblandt udenrigs-, forsvars- og justitsministrene.

Tidligere mandag oplyste regeringskilder til nyhedsbureauet AFP, at udenrigsminister Ernesto Araujo havde indgivet sin afskedsansøgning.

Araujo, der er kendt som en af Bolsonaros mest loyale støtter, har været under pres i flere uger. Han er blandt andet blevet beskyldt for at have isoleret Brasilien på den internationale scene og dermed sat landet i en dårlig position til at købe vacciner.

Som ny udenrigsminister har Bolsonaro udpeget karrierediplomaten Carlos Franca.

"Regeringen er meget skrøbelig. Med undtagelse af et eller to ministerier kan man med sikkerhed sige, at administrationen er i krise," siger Mauricio Santoro, der er professor ved statsuniversitetet i Rio de Janeiro.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også