EU-chef: Astrazeneca er bundet af krystalklar vaccinekontrakt

Kommissionsformand afviser, at vaccineproducent ikke skulle være forpligtet af kontrakt om vacciner til EU.
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
AF RITZAU

"Det er bindende forpligtelser, kontrakten er krystalklar.

Sådan beskriver EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen fredag aftalen med medicinalselskabet Astrazeneca. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at svensk-britiske Astrazeneca har måttet erkende, at det ikke kan levere de mængder vaccinedoser til EU-landene, som er blevet aftalt mellem parterne.

EU-Kommissionen har i den forbindelse kritiseret selskabet for ikke at leve op til sine forpligtelser.

Tidligere på ugen tog Astrazenecas topchef, Pascal Soriot, dog bladet fra munden og svarede igen på kritikken.

"Vi forpligtede os ikke over for EU. Det er ikke en forpligtelse, vi har til Europa. Vi skal gøre vores bedste indsats. Vi sagde, vi kommer til at gøre det, så godt vi kan," lød det fra Soriot i den forbindelse.

Men den udlægning giver Ursula von der Leyen ikke meget for.

I et interview med radiostationen Deutschlandfunk understreger hun, at kontrakten indeholder meget specifikke krav til levering af vaccinedoser for december 2020 og de tre første kvartaler af 2021.

Astrazenecas vaccine mod covid-19 er endnu ikke godkendt til brug i EU.

Fredag skal Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, tage stilling til en ansøgning fra selskabet. Hvis det som ventet ender med, at EMA anbefaler en godkendelse, vil EU-Kommissionen umiddelbart efter kunne udstede en godkendelse.

Forløbet op til godkendelsen har dog været alt andet end kønt. På grund af problemer med produktion og distribution oplyste Astrazeneca i sidste uge, at selskabet i første omgang kun vil kunne levere omkring halvt så mange doser som ventet.

Hidtil har Astrazeneca ikke givet nogen reel forklaring på forsinkelserne, siger kommissionsformand von der Leyen.

"Foreløbig har vi ikke fået en plausibel forklaring fra den svensk-britiske gruppe om flaskehalsene i vaccineleveringerne," siger hun ifølge Deutschlandfunk radio.

Hun betoner ved samme lejlighed, at EU har investeret hundreder millioner euro i vaccineselskaber, netop for at sikre at de kan øge deres kapacitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også