Første vacciner kommer i løbet af denne uge

Den første sending vacciner ventes at komme til landet i løbet af denne og næste uge. Det skriver Sundhedsstyrelsen tirsdag i en pressemeddelelse.
Foto: AFP / Henry Ford Health System/Ritzau Scanpix
Foto: AFP / Henry Ford Health System/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Der er i første omgang tale om en begrænset mængde vaccinedoser. De vil blive prioriteret til borgere på udvalgte plejecentre i kommuner med størst smittetryk, borgere over 65 år i særlig høj risiko på grund af sygdom samt udvalgt personale på sygehuse og plejecentre.

"Vi er rigtigt glade for, at vaccinationsindsatsen nu er gået i gang. Det er jo en begrænset mængde vacciner, vi modtager i første omgang," siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

!Dem skal vi reservere til de allermest sårbare mennesker og til personalet, der arbejder med dem som for eksempel social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger, så de er beskyttet."

Der er endnu ikke sat en præcis dato på, hvornår Danmark begynder at vaccinere mod coronavirus. I både Norge og Sverige har man meldt ud, at deres første borgere bliver vaccineret den 27. december.

Også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har bekræftet, at vaccinationer starter den 27. december i hele EU.

Leyen sagde i sidste uge i en tale til Europa-Parlamentet, at alle 27 medlemslande ville starte samtidig for at udtrykke sammenholdet i EU. Statsminister Mette Frederiksen (S) har dog tidligere luftet idéen om, at Danmark kan begynde vaccinationer før EU-landene.

"Selv om jeg er stor tilhænger af koordination på europæiske plan, så skal vaccinen køres ud og distribueres i det øjeblik, den rammer dansk jord," sagde Mette Frederiksen i sidste uge.

Vaccinerne leveres til Danmark i lastbil fra virksomheden Pfizers lager i Belgien. Pfizer har udviklet og produceret coronavaccinen i samarbejde med Biontech.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også