Analytikere: Stærke data fra Eli Lilly

"Jeg vil umiddelbart kalde data for meget stærke," lyder vurderingen Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank, efter at Eli Lilly onsdag har fremlagt fase 3-data for lægemiddelkandidaten tirzepatid mod fedme.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Det er vigtigt for diabetespatienter, at blodsukkeret sænkes, og vægttab kan også være en faktor. Nu viser et fase 3-forsøg fra den amerikanske medicinalkoncern Eli Lilly begge dele med fedmemidlet Tirzepatide.

"Jeg vil umiddelbart kalde data for meget stærke," er kommentaren fra Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank.

Det samme lyder fra Henrik Hallengreen Laustsen, der analytiker hos Jyske Bank.

"Eli Lily leverer, som forventet, stærke resultater med en blodsukkerreduktionen på 1,9 og 2,1 pct., hvilket er på niveau med Novos 2 milligrams (mg) Semaglutid, som man ville lave sammenligningen med," lyder det fra Martin Hallengreen Laustsen.

Aktien i Novo tog lige en tur op, da data blev offentliggjort onsdag kort efter middag. Aktien lå i omkring 422 kr. inden Eli Lillys data blev offentliggjort - og her kort efter klokken 14 er aktien steget til 433,35 kr., hvilket er et plus for hele dagen på 2,8 pct.

Ifølge Henrik Hallengreen Laustsen sker det formentlig, da investorerne frygtede, at Eli Lillys resultater ville vise sig at være bedre end Novos.

"Man så en risiko for, at Eli Lily ville leverer bedre end Novos 2 mg Semaglutid, og det er ikke det, vi ser," siger han

Den samme vurdering har Søren Løntoft Hansen, der ikke mener, at Novo Nordisk blev kørt over af Eli Lillys resultater.

"Det kan være et lettelsens suk fra markedet, der får Novo til at stige," vurderer han.

Bedre styr på bivirkninger, men flere sprang fra

Eli Lilly har fået bedre styr på bivirkningerne i det nye studie. Fase 2-forsøget viste et stort frafald på grund af bivirkninger. Men det er ikke tilfældet i det nye studie.

Her er ophør med behandling netop på grund af bivirkninger mindre end 7 pct. i hvert af de tre forsøg, hvor patienterne fik henholdsvis 5, 10 og 15 mg Tirzepatide.

"Det er måske fortsat lige til den høje side. Men samlet set, så er data rigtig stærke," siger analytikeren.

Størstedelen af patienterne i forsøget, helt præcist 21,5 pct. stoppede behandlingen ved 15 milligram, mens det for placebo var 14,8 pct.

Ifølge Eli Lilly er det dog i højere grad bekymringer for coronapandemien og familie- og arbejdsårsager, der har fået størstedelen af de patienter, der fik 15 milligram, til at stoppe behandlingen, frem for bivirkninger.

"Så kan man ikke sige, om det er på grund af corona eller på grund af bivirkninger. Jeg tror, at det nok også er bivirkningsprofilen. Men Eli Lily har været gode til på forhånd at sige, at man ikke skulle fokusere på bivirkningsprofilen, men hvor mange der fortsatte. Netop fordi det er et mål på, om effekten er bedre end de bivirkninger, man har," siger Jyske Bank-analytikeren.

Begge analytikere påpeger, at det er vanskeligt at holde forsøg fra henholdsvis Novo og Eli Lilly op mod hinanden og sammenligne dem.

"Man skal være varsom. Men Eli Lillys forsøg kan mindre om Novos forsøg Sustain 1, der er et par år gammelt, med fedmemidlet Semaglutid. Men man skal være forsigtig - Lillys forsøg kørte over 40 uger, mens Novos var på 30 uger," siger Søren Løntoft Hansen.

To om nyt marked

Novo og konkurrenten Eli Lilly er på de samme markeder - og det er også de samme steder, de forsøger at komme ind på med vægtreducerende lægemidler.

Men Søren Løntoft Hansen ser det ikke som en ulempe:

"Jeg er mere eller mindre sikker på, at Novo er interesserede i, at Eli Lilly også er med i markedet. At de er to om det, der en fordel," siger Søren Løntoft Hansen.

Når der er flere, der tilbyder et lægemiddel, der kan det samme, er det lettere at få lægemidlet ind på markedet.

"Og jeg tror fortsat, at Novo Nordisk har et konkurrencedygtigt produkt," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også