Svensk Novo-firma sender lægemiddel i armene på ny partner i Europa

Medicinalselskabet Orexo har indgået en aftale med Accord Healthcare, der gør sidstnævnte til europæisk salgspartner på det svenske selskabs lægemiddel Zubsolv.
Nikolaj Sørensen er adm. direktør for Orexo. | Foto: Orexo / PR
Nikolaj Sørensen er adm. direktør for Orexo. | Foto: Orexo / PR

Tre år efter at have opnået europæisk markedsføringstilladelse til lægemidlet Zubsolv, overlader det svenske selskab Orexo nu salgsarbejdet til Accord Healthcare.

Det oplyser Orexo i en børsmeddelelse mandag formiddag.

Orexo indgik i sommeren 2016 en aftale med Mundipharma om rettighederne til at markedsføre midlet uden for USA, der dog blev afbrudt i december 2018.

Nu overdrages rettighederne imidlertid igen i 29 europæiske lande, hvor midlet nu ventes lanceret i andet halvår af 2021.

"Vi har valgt Accord på grund af deres stærke engagement i behandlingen af afhængighed og deres historik med succes med såvel generiske og brandede midler, som stiller dem godt til at gøre Zubsolv til en succes på det konkurrenceprægede europæiske marked," udtaler Nikolaj Sørensen, adm. direktør for Orexo i meddelelsen.

Zubsolv opnåede i 2013 markedsføringstilladelse i USA og fik i november 2017 også en europæisk godkendelse. Lægemidlet omsatte i 2019 for 522 mio. kr., hvoraf langt størstedelen af omsætningen er hentet på det amerikanske marked.

Som en del af aftalen med Accord Healthcare vil det svenske selskab fremover modtage tocifrede royaltybetalinger for salget i Europa.

Novo Holdings ejer knap 28 pct. af aktierne i det svenske medicinalselskab, og er således selskabets største aktionær.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også