Optakt til Novo Nordisk-regnskab: Coronaregning vil gøre indhug i væksten

Der er lagt op til en kraftig opbremsning i væksten hos Novo Nordisk i andet kvartal, efter en optur i første kvartal, hvor der blev stort købt ind af medicin som forberedelse til coronakrisen.
Foto: Novo Nordisk / PR
Foto: Novo Nordisk / PR
AF RITZAU FINANS

Efter tocifrede vækstrater i første kvartal kan Novo Nordisk se frem til en kraftig opbremsning i andet kvartal, hvor patienter og distributører ventes at have brugt af de nødlagre af medicin, der blev opbygget tidligt under udbruddet af coronavirus.

I hvert fald har sidste uges regnskab fra konkurrenten Eli Lilly vist, at de positive salgseffekter i første kvartal er vendt til modvind. Efter et første kvartal, hvor coronaeffekter løftede Lillys salg med 250 mio. dollar, er effekten ifølge Lilly vendt til et minus på 500 mio. dollar i andet kvartal, svarende til en samlet regning på 250 mio. dollar i første halvår.

Novo har allerede meldt ud, at det venter, at nettoeffekten af covid-19-udbruddet vil være negativ i år, da færre nye patienter kommer i behandling, og derved begrænser den vækst, der ellers havde været mulig.

Så efter et første kvartal, der viste 14 pct. salgsvækst i lokal valuta, hvoraf halvdelen, det vil sige 7 pct.point eller omkring 2 mia. kr., skyldtes covid-19-relateret lageropbygning, så er der lagt op til en noget fladere salgsudvikling i andet kvartal, hvis Novos forventning om en årsvækst på 3-6 pct. i lokal valuta står til troende.

"Jeg estimerer en salgsvækst i lokal valuta på minus 3 pct. i andet kvartal. Konsensus ligger noget højere og forudser en vækst på 2 pct., men med det regnskab vi så fra Eli Lilly, så vil jeg tro, at den negative effekt af covid-19 i andet kvartal bliver noget kraftigere, end den markedet regner med," siger senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Mulig nedjustering i kroner

Estimater indsamlet af Bloomberg News viser, at analytikere regner med en vækst i kroner i andet kvartal på 3 pct.

Novo guider en vækst i lokal valuta på 3-6 pct. i år og en vækst i kroner på 4-7 pct.

Årsforventningerne regner Sydbank med, at Novo fastholder målt i lokal valuta, mens valutamodvind til især dollaren betyder, at salgsforventningerne i kroner må sænkes.

"Jeg tror, at Novo fastholder forventningerne i lokal valuta, men jeg vil så godt tilføje, at jeg tror, at de vil få svært ved at indfri toppen af intervallet," siger Søren Løntoft Hansen.

På den længere bane skaber covid-19 desuden usikkerhed, da flere amerikanere er blevet arbejdsløse og derfor kan blive skubbet ud af private sundhedsordninger med høj dækning og over i de offentlige sygekasser.

Det kan fremadrettet muligvis få indflydelse på Novos produktmiks og de priser, Novo sælger til.

Ser man på de enkelte lægemidler, så indikerer recepttallene, at Novos salg af den ugentlige GLP-1-analog Ozempic fortsat stiger hastigt og langt mere, end salget af forgængere Victoza falder.

Også diabetespillen Rybelsus ventes at øge salget sammenlignet med første kvartal, mens salget af insuliner ventes at falde over en bred kam. Ud over covid-19-effekter er insulinsalget blandt andet presset af lavere priser og øget finansiering af det såkaldte "donot hole", der betegnede et hul i den offentlige sygesikring Medicares dækning af patienternes medicinregning.

Regnskabet offentliggøres torsdag den 6. august klokken 7.30.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også