Mads Krogsgaard om nyindkøbt middel: "Det kan blive det første og bedste af sin art"

Med købet af Corvidia Therapeutics har Novo Nordisk sikret sig et nyskabende lægemiddel inden for hjertekarsygdom, som breder selskabets hjertekarportefølje ud over diabetes, siger forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen.
Mads Krogsgaard Thomsen, forskningsdirektør i Novo Nordisk. | Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix
Mads Krogsgaard Thomsen, forskningsdirektør i Novo Nordisk. | Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix

Når Novo Nordisk torsdag eftermiddag betaler op til 14 mia. kr. for at købe det amerikanske biotekselskab Corvidia Therapeutics, springer selskabet samtidig ud i en ny og større satsning på hjertekarsygdomme.

Hidtil har Novo Nordisk hovedsageligt arbejdet med hjertekarsygdomme som en slags tillægsbehandling til selskabets diabetesmidler, men med antistoffet ziltivekimab, der er hovedaktivet i det nye opkøb, rammer Novo Nordisk et nyt marked.

Det fortæller Mads Krogsgaard Thomsen, der er forskningsdirektør hos Novo Nordisk, til MedWatch.

"Det er hele pointen med opkøbet: Ziltivekimab er nu Novo Nordisks mest fremskredne projekt til behandling af hjertekarsygdom, uanset om man har diabetes eller ej," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

"Novo Nordisk er støt, roligt og sikkert ved at udvikle sig til at blive en spiller inden for hjertekarområdet," siger han videre.

Mads Krogsgaard Thomsen har høje forventninger til antistoffet, som har kostet Novo Nordisk et straksbeløb på 4,8 mia. kr., der kan løbe op i 14 mia. kr. afhængig af milepælsbetalinger.

"Ziltivekimab kan blive både det første og bedste af sin art. Selv hvis der kommer konkurrenter, tror vi på, at ziltivekimab kan blive den bedste. Vi er meget positive over for det her, og det er også derfor, at vi er villige til at betale 14 mia. kr., hvis det bliver en succes," siger han.

Afhjælper betændelse

Ziltivekimab – eller bare "zilti" – er et antistof, der hæmmer stoffet IL-6. Det er milliarder værd, fordi IL-6 menes at have betydning for en type inflammation, der har vist sig at være dødelig for hjertekarpatienter, fortæller Mads Krogsgaard Thomsen.

"Man er blevet ret god til at behandle kolesterolniveauer, men det er ikke nok. Folk dør stadigvæk. Vi har sammen med mange andre fundet ud af, at en af de vigtigste årsager til, at folk dør, er inflammation – altså en betændelsestilstand i karenes vægge og i hjertet. Den betændelsestilstand kan vi blokere ret markant med det her antistof," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

"Derfor er der alt mulig grund til at tro, at lige netop det her lægemiddel kan gøre noget vigtigt ved dødeligheden," siger han videre.

Med ziltivekimab tager Novo Nordisk desuden et skridt ind på et marked, der er større end diabetes.

Der er omtrent 500 millioner mennesker med hjertekarsygdomme i verden mod omkring 460 millioner med diabetes, siger forskningsdirektøren. Samtidig er hjertekarsygdomme ifølge WHO dødsårsag nr. 1 i verden.

"Der er virkelig et kæmpe udækket behov," konstaterer Mads Krogsgaard Thomsen.

Ziltivekimab bliver dog ikke afprøvet som behandling til alle 500 millioner mennesker, men i stedet til en specifik gruppe af cirka fem til otte millioner patienter, der har både åreforkalkning og nyresygdom.

Det er en gruppe patienter, der er specielt udsatte over for hjertekarsygdom, fortæller Mads Krogsgaard Thomsen.

"Når du har nyresygdom, så stiger inflammationen af grunde, som er lidt komplicerede. Det vil sige, at de her mennesker er i stor fare for at dø. Helt op til 8-10 pct. af dem dratter om af hjertekartilfælde," siger han.

Naturlig forlængelse

Selvom ziltivekimab tager Novo Nordisk ind i et nyt marked på hjertekarområdet, så er selve hjertekarområdet ikke en ny disciplin for Novo Nordisk.

Selskabet har i årevis arbejdet med at afprøve sine diabetesmidler mod hjertekarsygdomme – som er hyppige hos diabetikere – for at styrke midlernes indlægssedler og differentiere dem fra konkurrenterne.

Samtidig afprøver Novo Nordisk lige nu sit stof semaglutid i et kæmpemæssigt studie med 17.500 patienter ved navn Select, der skal vise, om midlet også kan have en effekt på hjertekarsygdomme uden for diabetes.

Mads Krogsgaard Thomsen ser da også hjertekarsygdomme som en naturlig udvidelse af selskabets primære fokus på diabetes og fedme.

"Hjertekarsygdom er enormt hyppigt forekommende blandt folk med diabetes og folk med overvægt. Det har været et naboområde til de områder, hvor Novo Nordisk allerede står stærkt," siger han.

Spottet i Boston

Handlen mellem Novo Nordisk og Corvidia Therapeutics blev sat i stand gennem Novo Nordisks biotekkontor i Boston, som blev åbnet sidste år.

Her har kontorets chef John McDonald, som Mads Krogsgaard Thomsen kalder "en rigtig Bostonian," og som tidligere var forretningsudviklingschef hos Biogen, sammen med sit hold fået øje på Corvidia Therapeutics.

"De har spottet det her selskab, som passede perfekt ind i vores hjertekarstartegi. Så mødtes vi med dem på JPMorgan-konferencen i San Francisco, inden coronakrisen brød ud, og der opstod sød musik," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

"Vi har virkelig været på bolden for at få en chance for at være dem, der kunne ende med at få firmaet," siger han videre.

Ziltivekimab bliver lige nu afprøvet i et fase 2-studie, som Novo Nordisk forventer at præsentere resultater fra "som året skrider frem." Han indikerer, at Novo Nordisk vil melde de resultater ud i forbindelse med et regnskab.

Novo Nordisk køber amerikansk biotekselskab for 4,8 mia. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også