Analytiker efter nyt kurshop: "Orphazyme kan sagtens være en opkøbskandidat"

Danske Banks analytiker Thomas Bowers ser Orphazyme som et sandsynligt mål for et opkøb. Mandag stiger selskabets aktie med 10 pct. og er nu steget 40 pct. siden nytår.
Foto: Orphazyme/PR
Foto: Orphazyme/PR

Det er sandsynligt, at Orphazyme på et tidspunkt kan blive opkøbt af et større medicinalselskab, der ser potentiale i selskabets lægemiddel arimoclomol.

Det siger Danske Banks analytiker Thomas Bowers til Børsen.

"Der er spillere med fokus på sjældne sygdomme, som samler sådan noget op, og det er klart, at Orphazyme sagtens kan være en opkøbskandidat, når vi har fået afklaret data. Så er der selvfølgelig en kæmpe upside, hvis det også lykkes inden for sIBM og specielt ALS, som er den største indikation, og den sygdom folk kender," siger han til Børsen.

Orphazyme forsøger i første omgang at få godkendt arimoclomol mod den sjældne stofskiftesygdom Niemann-Pick type C, men afprøver samtidig midlet mod muskelsvindssygdommene sIBM og ALS og stofskiftesygdommen Gauchers sygdom.

Orphazymes aktie stiger mandag 10 pct. på børsen, og selskabet fortsætter dermed en længerevarende optur på aktiemarkedet. Alene siden nytår er Orphazymes aktie nu steget 40 pct.

Selskabet har ikke offentliggjort nyheder mandag, men har over de seneste måneder leveret en stribe positive historier, som er faldet i god jord hos investorerne, og som har sendt selskabets aktie på himmelflugt.

Positiv stime

Opturen startede, da Orphazymes lægemiddelkandidat arimoclomol fik breakthrough-status hos FDA mod Niemann-Pick type C, hvilket giver hurtigere sagsbehandlingstid og øget sparring med den myndighed, der inden længe skal tage stilling til, om arimoclomol kan godkendes til salg mod netop Niemann-Pick type C.

Den dag alene steg Orphazymes aktie 14 pct.

Siden steg aktien 9 pct., da den hollandske Zealand-storinvestor Van Herk tilkendegav over for MedWatch, at selskabet overvejer at skyde penge i Orphazyme. Lige efter nytår offentliggjorde Orphazyme så nye studiedata med arimoclomol mod Niemann-Pick type C, der ifølge selskabet selv øgede chancen for godkendelse.

Og for en uge siden fortalte selskabet, at det har lanceret arimoclomol i et "early access"-program, der giver nødlidende patienter adgang til midlet, selvom det endnu ikke er godkendt.

Omvendt har investorerne ikke taget det så tungt, at Orphazyme har udskudt sine forventninger til, hvornår arimoclomol bliver godkendt, til første halvår af 2021 mod tidligere andet halvår af 2020, og at selskabet forbereder sig på en mulig aktieemission.

Orphazyme skyder op på børsen og slår kursrekord

Orphazyme lancerer sit lægemiddel til nødstedte patienter

Orphazyme åbner for milliardsalg af nye aktier – chef jubler over nye data 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også