Zealand, Veloxis og Chemometec er topscorere på børsen i 2019

Det er blandt life science-selskaberne, man skal finde højdespringerne på det danske aktiemarked i 2019. Topplaceringen går til Zealand Pharma, og til Veloxis, der dog står til at blive afnoteret i det nye år.
Zealand Pharmas topchef Emmanuel Dulac har kunnet nyde godt af en stærk stigning i aktien i løbet af sit første år i virksomheden. | Foto: Zealand Pharma / PR
Zealand Pharmas topchef Emmanuel Dulac har kunnet nyde godt af en stærk stigning i aktien i løbet af sit første år i virksomheden. | Foto: Zealand Pharma / PR
AF RITZAU FINANS

Efter flere års kursmæssig ørkenvandring har investorerne for alvor taget Zealand Pharma til sig i 2019. Aktien er den aktie, der har klaret sig bedst på det danske aktiemarked i år og er den bedste af fire aktier, der har mere end fordoblet kursen siden nytår.

De øvrige tre selskaber, der er mere end fordoblet i kurs i år er biotekselskabet Veloxis, der er steget 175 pct. mandag middag, softwareselskabet Cbrain, der er steget 163 pct., og celletællerproducenten Chemometec, der er steget 141 pct.

Zealand-aktien blev årets højdespringer med en samlet gevinst ved middagstid på årets sidste handelsdag cirka 186 pct. til 235,20 kr., efter at de foregående tre børsår gav negative afkast på henholdsvis 3 pct., 20 pct. og 30 pct.

Fremgangen kommer forud for et 2020, der vil byde på i hvert fald én væsentlig milepæl, da selskabet ventes at komme et skridt nærmere lanceringen af sit første eget produkt.

Stort potentiale i nyt produkt

Således regner Zealand allerede i starten af 2020 med at indsende registreringsansøgning i USA for sin mest fremskredne lægemiddelkandidat dasiglucagon i nødpennen Hypopal.

Den skal tage kampen op med nye produkter fra Eli Lilly og Xeris Pharmaceuticals på markedet for nødbehandlinger til diabetikere, der oplever alvorlige episoder af for lavt blodsukker, også kaldet hypoglykæmi.

Jefferies vurderede i november i en analyse, at salget af Dasiglucagon på sigt kan toppe i 220 mio. dollar om året i den del af markedet.

Desuden indgår dasiglucagon i partneren Beta Bionics kunstige bugspytkirtel, ilet, hvor der ventes, at blive sat skub i fase 3-studier i slutningen af 2020.

Og Zealand arbejder også på at udvikle dasiglucagon over for den sjældne sygdom kongenit (medfødt) hyperinsulinisme. Her ventes data fra det første af to fase 3-studier i 2020.

I den sene pipeline har Zealand desuden lægemiddelkandidaten glepaglutid, der prøves i et fase 3-studie som behandling af korttarmssyndrom, hvor patientens tarm ikke kan optage næringsstoffer og energi i tilstrækkelige mængder. Data fra det studie ventes i første halvdel af 2021.

Ni analytikere følger aktien ifølge Bloomberg og af dem har 6 anbefalingen "køb" og tre "hold". Det gennemsnitlige kursmål blandt de syv analytikere, der offentliggør kursmål, er opgjort til 242,12 kr. Kursmålene er spredt mellem 168 kr., som er kursmålet hos Handelsbanken, og 315 kr., der er kursmålet hos Danske Bank.

Veloxis banket op af opkøb

Veloxis ser ud til at have klaret sig næstbedst i år mandag middag.

Veloxis-aktien er steget 175 pct. til 6 kr., som er den pris, som japanske Asahi Kasei Pharma i november bød for selskabet.

Tilbudskursen, som blev offentliggjort 25. november, repræsenterede en samlet pris på knap 8,9 mia. kr., og både storaktionærer og bestyrelse takkede ja.

Tilbuddet havde dog en lidt udsædvanlig sammensætning, idet tilbuddet på 6 kr. per aktie kun gjaldt for Veloxis-aktier, som ikke var ejet af storaktionærerne, bestyrelsesgruppen og ledelsesgruppen.

For storaktionærerne og topledelsen var købsprisen "kun" 4,45 kr. per aktie. Storaktionærerne var Lundbeckfonden og Novofonden, som ejede hver mere end 40 pct. af aktierne.

Aktien steg voldsomt i november fra omkring 4 kr. til den toppede i 7,49 kr. 18. november. I april var aktien helt nede under 2 kr.

Mere end 80 pct. af aktionærerne i Veloxis Pharmaceuticals har takket ja til købstilbuddet fra Asahi Kasei Pharma Denmark, der er et helejet datterselskab af Asahi Kasei Corporation.

Dermed har Asahi nu fået accepter nok til at opfylde minimumskravet, oplyste selskabet 18. december.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også