Amgen opjusterer efter stærkt salg af gigtmiddel

Amerikanske Amgen kommer ud af tredje kvartal bedre end ventet båret især af et stærkt salg af gigtmidlet Enbrel. Medicinalselskabet hæver forventningerne til omsætningen for helåret, men aktien stiger alligevel kun marginalt.
Foto: Robert Galbraith/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Robert Galbraith/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau finans

Det amerikanske medicinalselskab Amgen løftede tirsdag aften sin prognose for hele 2019, ligesom tredje kvartal var stærkere end ventet, uden at det dog blev belønnet i eftermarkedet. Aktien steg blot med 0,1 pct.

Amgen regner nu med en justeret indtjening per aktie i intervallet mellem 14,20 og 14,45 dollar mod tidligere mellem 13,75 og 14,30 dollar. Den nye prognose er dog under – målt på intervallets midtpunkt – forventningerne på Wall Street på 14,40 dollar per aktie, ifølge Bloomberg News.

Prognosen for omsætningen sættes også op og lyder nu på mellem 22,80 og 23,00 mia. dollar mod tidligere 22,40 til 22,90 mia. dollar. Den nye prognose er til gengæld bedre end konsensus på 22,80 mia. dollar. 

"Vi fortsætter med at fremme vores utallige første-i-klassen lægemidler i vores pipeline, mens vi også forfølger eksterne muligheder, som vil bidrage til vores langsigtede vækst, så som vores igangværende overtagelse af Otezla," udtaler Robert Bradway, topchef i Amgen, i regnskabet. 

Otezla er middel mod psoriasis, som Amgen i august annoncerede købet af de globale rettigheder til for 13,4 mia. dollar - den aftale ventes at blive gennemført i fjerde kvartal.

I tredje kvartal fik Amgen et justeret overskud per aktie på 3,66 dollar mod 3,69 dollar et år før, mens omsætningen faldt knap 3 pct. til 5,74 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 3,53 dollar og en omsætning på 5,63 mia. dollar. 

Det var især salget af Enbrel, Amgens middel mod gigt, som i tredje kvartal var bedre end ventet, da det steg med knap 6 pct. til 1,37 mia. dollar mod spåede 1,25 mia. dollar. 

Lanceringen af salget af to biosimilære versioner af kræftmidler fra Roche, Avastin og Herceptin, kom også godt fra start og hentede 81 mio. dollar hjem i perioden og bidrog til et samlet salg af midler i klassen på 173 mio. dollar. Kolesterolmidlet Repetha oplevede desuden en vækst på hele 40 pct. til 168 mio. dollar - blandt andet på baggrund af højere priser. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også