Kræftfirma vil indtage Europa og USA med nyt produkt – får 19 mio. kr. til lancering

Nanovi har hentet 19 mio. kr., som skal bruges til at sende selskabets første produkt til mennesker på markedet i først Europa og siden USA. Selskabet forventer at udvide markedet for kræftmarkører, der i dag overstiger 100 mio. dollar.
Jesper Boysen, adm. direktør i Nanovi, har netop rejst 19 mio. kroner til en nært forestående EU-lancering af selskabets første produkt. | Foto: PR / Nanovi
Jesper Boysen, adm. direktør i Nanovi, har netop rejst 19 mio. kroner til en nært forestående EU-lancering af selskabets første produkt. | Foto: PR / Nanovi

Det danske selskab Nanovi, der udspringer fra DTU og udvikler vævsmarkører til kræftbehandling, er trådt et stort skridt nærmere en lancering af firmaets første produkt til mennesker.

Medicoselskabet har nemlig sikret sig finansieringen, der skal til, for at realisere først en EU-lancering og siden en introduktion på det amerikanske marked.

Bag kapitalrejsningen, der beløber sig til 19 mio. kr., står selskabets eksisterende life science-investorer, som dermed topper op på sidste års pengeindsprøjtning i Nanovi, der lød på 15 mio. kr.

"Det er da en stor tillidserklæring, og det forpligter. Vi har aldrig rejst så mange penge, så det er vi rigtig godt tilfredse med," siger Jesper Boysen, adm. direktør i Nanovi, til MedWatch.

I tillæg til de 19 mio. kroner har selskabets største investor, Vækstfonden, valgt at udnytte en mulighed for at konvertere et lån på 6,25 mio. kr. til nye aktier.

Med lånet ude af verden får egenkapitalen et tiltrængt boost. Den var ved årsskiftet minus 7 mio. kr.

"Et vigtigt element i at være klar til at kommercialisere, er, at ens kunder kan se, at man har en stærk balance. Det får vi nu med afviklingen af de konverterbare lån," siger Jesper Boysen.

Alene på markedet

Nanovi udvikler flydende markører, der kan sprøjtes ind i blødt væv, og som bruges til at markere kræfttumorer og guide til højere præcision i forbindelse med strålebehandling eller kirurgiske indgreb.

Selskabets fremmeste produktkandidat er Bioxmark, som bruges i forbindelse med strålebehandling.

Her sprøjter man en flydende substans ind, som lægger sig i nærheden af tumoren og ændrer viskositet, så det antager en mere fast form.

Substansen bliver siddende, så man har mulighed for at levere en målrettet dosis strålebehandling mod tumoren. Dermed forbedrer man behandlingen og mindsker risikoen for at ramme det omkringliggende, raske væv.

Ifølge Jesper Boysen er produktet unikt, for mens konkurrenterne, der tæller selskaber som Boston Scientific, Cook Medical, IBA Dosimetry Naslund Medical i Sverige og Civco fra USA, alle laver metalmarkører, så udmærker Nanovis produkt sig ved at være flydende og indeholde et særligt patenteret kontraststof, der kan bruges i en række indikationer, som de traditionelle metalmarkører ikke kan bruges til.

Derfor forventer han også, at selskabets flydende markører kan udvide det traditionelle metalmarkør-marked, der er omkring 100 mio. dollar stort, markant.

"Vi er den første velfungerende flydende markør, og det giver selvsagt nogle kommercielle muligheder, som andre ikke har," vurderer Jesper Boysen.

Præcist hvor stort det nye potentielle marked er, kan han kun gisne om.

"Men at det er der, og at det er stort, er jeg ikke i tvivl om, omend det vigtigste er, at det tilfører nogle nye muligheder i behandlingen af cancer," siger Jesper Boysen.

Først EU, så USA

Med nye millioner i håneden er Nanovi klar til at indlede salget af Bioxmark, når den første godkendelse kommer i hus inden for de næste måneder.

Oprindeligt havde Nanovi sikret sig en CE-mærkning af produktet i 2016 i en smal indikation, men den blev siden trukket tilbage.

I slutningen af 2017 lød det fra Jesper Boysen, at en ny godkendelse formentlig ville falde i 2018, men at der skulle gå et års tid ekstra skyldes, at man nu går efter at få produktet godkendt til tumorer i alle former for blødt væv.

"Det har været en meget lang rejse, men jeg forventer helt bestemt, at vi får en regulatorisk godkendelse i Europa slutningen af 2019 eller i begyndelsen af det nye år. Og det bliver ikke til en smal anvendelse, men til brug på tværs af en lang række cancerindikationer," siger Jesper Boysen.

Lige nu er fokus "fuldt ud på at lykkes i Europa", men herefter er næste mål for Nanovi at slå igennem på den anden side af Atlanten.

"Når vi først har fået startet vores kommercialisering i Europa, er det et helt naturligt skridt for os at kigge mod USA, der er verdens ubetingede største marked for produkter, som vores," forklarer Jesper Boysen uden at kunne angive præcist, hvornår han agter at sende en ansøgning afsted til FDA.

"Det er endnu for tidligt at sige," lyder det.

Brug for flere penge

De friske millioner fra selskabets investorer falder på et tørt sted for Nanovi, som i seneste tre år har investeret mere end 25 mio. kr. i udviklingen af sine produkter.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal ud at hente flere penge på et senere tidspunkt for at komme hele vejen i mål. Men ikke mere, end vi har planlagt," siger Jesper Boysen.

Den røde bundlinje på minus 9 mio. kr.er et udtryk for de penge, Nanovi bruger om året på at udvikle sig, forklarer topchefen.

"Når vi ikke har nogen særlig omsætning, så er det omtrent beløbet, det koster at drive en type virksomhed som vores på vores udviklingsstadie," siger Jesper Boysen.

Nogen indtjening har selskabet dog, idet man i slutningen af 2017 indgik en aftale med det amerikanske selskab Petcure Oncology om levering af et anden af selskabets markørprodukter, Petxmark, til klinisk og kommerciel brug i forbindelse med strålebehandling i hunde og katte.

"Det går fint med Petxmark i USA. Produktet er nu standard of care hos Petcure Oncology, som har taget meget vel imod produktet i deres høj-dosis kræftbehandling på dyr. Det går efter planen, men de nøjagtige omsætningstal vil jeg ikke ud med," siger Jesper Boysen.

Udover Vækstfonden, der er Nanovis største aktionær, er selskabets største aktionærer Jesper Boysen, Thomas Lars Andresen, som er professor ved DTU Nanotech, og som stiftede Nanovi samt opfandt selskabets patenterede teknologi, og Morten Albrechtsen, der fra opstarten i 2012 og frem til foråret 2017 var adm. direktør for Nanovi, inden Jesper Boysen tog over.

Medicoselskab opruster i ledelsen og bestyrelsen før lancering

DTU-spinout har rejst 15 mio. kr. til EU-lancering af første produkt

Nanovi vil lancere kræftmarkør i 2018 efter to års forsinkelse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også