Servier anklaget for uagtsomt manddrab i omfattende retssag om fedmemiddel

Mandag begyndte en retssag i Paris om Serviers amfetaminbaserede fedmemiddel Mediator, som to studier har forbundet med mellem 500 og 2000 dødsfald siden 1976. Både Servier og den franske lægemiddelstyrelse er på anklagebænken.
Denne retstegning viser tre af de anklagede i retssagen om Mediator: Dominique Martin (tv.) fra den franske lægemiddelstyrelse samt Jean-Philippe Seta og Emmanuel Canet (længst th.) fra Servier. | Foto: Benoit Peyrucq / AFP / Ritzau Scanpix
Denne retstegning viser tre af de anklagede i retssagen om Mediator: Dominique Martin (tv.) fra den franske lægemiddelstyrelse samt Jean-Philippe Seta og Emmanuel Canet (længst th.) fra Servier. | Foto: Benoit Peyrucq / AFP / Ritzau Scanpix

En omfattende retssag om Serviers fedmemiddel Mediator er mandag begyndt i Paris ti år efter, at midlet blev forbudt og 43 år efter, at det oprindeligt blev godkendt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og branchemediet Endpoints.

Mediator er et amfetaminbaseret lægemiddel, som blev godkendt mod fedme hos diabetikere, men som efterfølgende er kædet sammen med flere tusinde dødsfald – blandt andet fordi midlet havde alvorlige bivirkninger på hjertekarsystemet og blev brugt som regulært slankemiddel.

Servier står anklaget i retssagen for uagtsomt manddrab og for at have vildledt patienter om midlets karakteristika, mens også den franske lægemiddelstyrelse er på anklagebænken for at have handlet utilstrækkeligt i sit tilsyn af Mediator.

Servier selv har anerkendt, at midlet har ført til dødsfald, men mener, at midlet kan tilskrives i alt tre dokumenterede dødsfald.

Det står i skarp kontrast til to studier, som kortlagde midlets konsekvenser gennem 33 år på markedet. Det ene studie forbandt Mediator med 500 dødsfald, mens det andet forbandt midlet med 2000 dødsfald.

Allerede inden retssagen begyndte, havde Servier uddelt 132 mio. euro (985 mio. kr.) i erstatning til Mediator-patienter.

I alt er 21 personer og instanser anklaget i retssagen, der er anlagt af 2600 sagsøgere og forventes at løbe over de næste syv måneder.

"Retssagen kommer som en kæmpe lettelse. Endelig får vi lov at se afslutningen på en uudholdelig skandale," siger Irene Frachon, der er en af de franske læger, som offentligt advarede om Mediator, til Reuters.

"Bare det faktum, at retssagen endelig finder sted, er i sig selv en sejr for ofrene," siger advokaten Charles Joseph-Oudin, der repræsenterer 250 sagsøgere, til Reuters.

Selvom Servier anerkender, at Mediator førte til dødsfald, afviser selskabet at have vildledt patienter om midlet og vil ifølge Reuters benytte retssagen til at bevise, at selskabet ikke agerede i modstrid med patienternes interesser.

Servier er et privatejet, fransk medicinalselskab, som sidste år omsatte for cirka 31 mia. kr., og som sælger lægemidler mod en bred palet af sygdomme inden for blandt andet hjertekarsystemet, centralnervesystemet, kræft og diabetes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også