Novo Nordisk er verdens 6.-største medicinalselskab målt på markedsværdi

Danmarks største medicinalselskab Novo Nordisk lægger sig blandt den absolutte top på verdensplan, når man rangerer klodens medicinalselskaber efter markedsværdi.
Novo Nordisks markedsværdi på 117,3 mia. dollar kvalificerer selskabet til en plads blandt verdenseliten. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Novo Nordisks markedsværdi på 117,3 mia. dollar kvalificerer selskabet til en plads blandt verdenseliten. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

MEDWATCH TOP100

Novo Nordisk er nu verdens sjettestørste medicinalselskab målt på markedsværdi.

Det viser MedWatchs opgørelse af verdens 100 største medicinal- og biotekselskaber, som er udarbejdet i samarbejde med analysehuset S&P Global Market Intelligence.

Novo Nordisk havde ved målingstidspunktet en markedsværdi på 117,3 mia. dollar (797,3 mia. kr.), hvilket betød, at selskabet lige nøjagtig sneg sig over amerikanske Amgens markedsværdi på 117,2 mia. dollar og tog sjettepladsen på listen.

Selskabet overgår dermed også sine ærkerivaler Sanofi og Eli Lilly, der indtager pladserne som henholdsvis nr. 9 og nr. 11.

Markedsværdien er den samlede pris på alle Novo Nordisks A- og B-aktier baseret på den gældende aktiekurs. Det er således et udtryk for aktionærernes ansættelse af, hvad Novo Nordisks samlede aktiver er værd nu og i fremtiden.

Placeringen som nr. 6 er et markant skridt op fra virksomhedens placering på listen over verdens største medicinalselskaber målt på omsætning. Her ender Novo Nordisk på en 18.-plads bagved Sanofi og Eli Lilly – og Amgen for den sags skyld.

To forklaringer

Analytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank ser to gode forklaringer på, at Novo Nordisk rangerer så højt på markedsværdi med tanke på selskabets omsætning.

Den ene er, at aktionærerne simpelthen forventer en højere vækst i fremtiden fra Novo Nordisk end fra branchefællerne. Den anden og måske mest væsentlige er, at Novo Nordisk har et gigantisk overskud – også sammenlignet med andre medicinalselskaber.

"Novo Nordisk har en meget, meget høj indtjening i forhold til den omsætning, de har, som jeg tror er medicinalsektoren overlegen. Afkastet på den investerede kapital er også på et niveau, som er sektoren klart overlegen," siger Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisk landede i 2018 et overskud på 38,6 mia. kr. ud af en omsætning på 111,8 mia. kr., hvilket gav en overskudsgrad på 34,5 pct.

"Det er meget, meget få selskaber, som har så høj en indtjening på den omsætning, de laver," siger Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisk skal løfte sin markedsværdi markant for at træde ind i top-5, hvor Johnson & Johnson, Roche, MSD, Pfizer og Novartis sidder tungt på pladserne. Der er således over 80 mia. dollar op til Novartis' 199,9 mia. dollar på femtepladsen.

MedWatch Top100: Her er verdens største medicinal- og biotekselskaber 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også