Novo Nordisk sagsøger Mylan for patentbrud

Novo Nordisk trækker det amerikanske medicinalselskab Mylan i retten for patentbrud, da Mylan forsøger at få godkendt en efterligning af Novo Nordisks diabetesmiddel Victoza.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk gør nu alvor af sine trusler og sagsøger det amerikanske medicinalselskab Mylan for patentbrud.

I sit halvårsregnskab for to uger siden skrev Novo Nordisk, at det overvejede at lægge sag an mod Mylan, fordi Mylan forsøger at sende en biosimilær efterligning af Novo Nordisks diabetesmiddel Victoza på markedet, selvom patenterne på Victoza endnu ikke er udløbet.

Over for nyhedsbureauet Reuters bekræfter Novo Nordisk nu, at selskabet har lagt sag an.

"Vi kan bekræfte, at Novo Nordisk har anlagt et søgsmål mod Mylan for patentbrud på Victoza," skriver Novo Nordisk i en mail til Reuters.

Mylan sendte i juli sin biosimilære version af Victoza til godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA. Selskabet mener, at en række karakteristika ved den biosimilære version bør betyde, at midlet bliver godkendt til salg, selvom Novo Nordisk stadig har en række patenter på Victoza.

Victoza blev godkendt af FDA i januar 2010 og er ifølge FDA's "Orange Book"-database beskyttet af 18 forskellige patenter. To af dem udløb tidligere i år, mens størstedelen udløber mellem 2021 og 2025.

Victoza er Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel med en omsætning på 24,3 mia. kr. i 2018.

I marts indgik Novo Nordisk et forlig med Teva, der også har produceret en biosimilær version af Victoza, som betyder, at Teva først lancerer sin efterligning i 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også