Eli Lilly går fremad på diabetesprodukterne i andet kvartal

Mens salget af Eli Lillys ældre diabetesmedicin går tilbage, er de største vækstprodukter hos den amerikanske medicinalkoncern den nye generation af produkter inden for samme område. Sygesikringen lægger dog pres på indtjeningen.
Foto: RITZAU SCANPIX / AP / DARRON CUMMINGS
Foto: RITZAU SCANPIX / AP / DARRON CUMMINGS
AF RITZAU FINANS OG ELIZABETH MØNSTED JOHANSEN

Novo Nordisks store amerikanske konkurrent, Eli Lilly, klarede sig bedre end ventet i årets andet kvartal, hvor omsætningen akkurat voksede. Forventningerne til helåret opjusteres.

I april, maj og juni omsatte Eli Lilly for 5,64 mia. dollar, og det er en fremgang fra 5,59 mia. dollar i samme periode året forinden.

Analytikerne havde inden regnskabet sat næsen op efter en uændret omsætning på 5,59 mia. dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Den justerede indtjening per aktie voksede samtidig til 1,50 dollar fra 1,48 dollar i andet kvartal af 2018, og det var noget højere end indtjeningen på 1,34 dollar per aktie, som analytikerne ventede.

Desuden opjusterer Lilly 2019-forventningerne til et justeret resultat per aktie på 5,67-5,77 dollar fra tidligere 5,60-5,70 dollar.

Pæn fremgang til Trulicity

Eli Lilly konkurrerer med danske Novo Nordisk på markedet for diabetesbehandling. Salget af Trulicity, som på GLP-1-markedet er i konkurrence med Novos Victoza og Ozempic, steg til 1028,5 mio. dollar i kvartalet, hvilket er en fremgang fra 779,8 mio. dollar i andet kvartal af 2018. Et par analytikere, som Bloomberg har fået estimater fra, forudså et salg på 1022 mio. dollar.

Trulicity er den amerikanske medicinalgigants bedst sælgende diabetesprodukt, da det har overhalet salget af den hurtigtvirkende insulinanalog Humalog, der konkurrerer med Novos Novolog.

Humalog omsatte for 677,6 mio. dollar i kvartalet, og det svarer til en fald på 12 pct. sammenlignet med i samme periode sidste år, fremgår det af regnskabet.

Eli Lilly melder om stigende volumen for Trulicity, men lavere priser tog toppen af væksten. Årsagen er både højere rabatter, men også nye regler, der betyder, at Lilly måtte dække en større del af patienternes medicinregning under den offentlige sygesikring Medicare.

De nye regler betyder, at medicinalselskaberne nu skal give rabatter på 70 pct. mod tidligere 50 pct. på den del af patienternes medicinregning, der ligger mellem 3750 og 5000 dollar.

Novo har tidligere meldt ud, at det vil koste selskabet op mod 2 mia. kr. på toplinjen i 2019.

Til gengæld får Eli Lillys diabetesportefølje også et løft fra salget af de nyere diabetesprodukter Jardiance og Basaglar også gået frem. Mens salget af dem begge ligger under 300 mio. dollar, så er salget af dem steget med henholdsvis 58 pct. og 44 pct. i forhold til andet kvartal 2018.

Salget af Leo rival vokser

Selvom det er diabetesporteføljen som løber med opmærksomheden, så er selskabets absolut største vækstprodukt i dette kvartal det biologiske lægemiddel Taltz, som bliver brugt til behandling af psoriasis.

Her er salget vokset med 61 pct. og det rammer 353,8 mio. dollar for kvartalet.

Midlet er en markant rival til Leo Pharmas psoriasismiddel Kyntheum, som det danske selskab tilkøbte fra Astrazeneca. Det er det første biologiske lægemiddel mod psoriasis, som Leo har sendt på markedet, og var første skridt på den vej, der skal få Leo Pharma til at blive mere fokuseret på innovative, biologiske lægemidler frem for de cremer og salver, som selskabet er mest kendt for.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også