USA's diabeteskrise: "Kavaleriet kommer" - konkurrence på vej

De tre store producenter af insulin på på det amerikanske diabetesmarked, Novo Nordisk, Sanofi og Eli Lilly kan imødese konkurrence fra kopister på det 15 mia. dollar store marked i USA.
Novo Nordisk, Sanofi og Eli lilly står overfor kommende konkurrence på markedet for insulin i USA. | Foto: Colourbox
Novo Nordisk, Sanofi og Eli lilly står overfor kommende konkurrence på markedet for insulin i USA. | Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

De tre store producenter af insulin på det amerikanske diabetesmarked, Novo Nordisk, Sanofi og Eli Lilly, er kommet i hård modvind for at have løftet listepriserne på insulin med adskillige hundrede procent gennem de senere år.

Det har nemlig ramt en lang række patienter uden sygeforsikring meget hårdt, fordi de enten mod lægernes råd reducerer i dosis eller helt lader være med at indtage insulin. Og det er i sidste ende livsfarligt for patienterne.

Udfordringen er samtidig en af de få, som formår at samle de amerikanske politikere, både Republikanerne og Demokraterne, der ønsker at gøre noget, og som har kritiseret de tre koncerner, som sidder på 90 pct. af markedet i USA, kraftigt.

Men den meget omtale og kritik har samtidig skabt opmærksomhed omkring mulighederne på det 15 mia. dollar store marked i USA, og derfor er flere aktører på vej med alternativer, skriver Bloomberg News.

"Kavaleriet kommer. Vi tror, det er en stor mulighed," siger Tim Crew, topchef i kopiproducenten Lannett Co., der sammen med kinesiske Yichang HEC Chiangjiang Pharmaceutical arbejder på en billig insulin, som ifølge Crew kan halvere priserne.

Der har været flere forskellige regnestykker fremme, herunder fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, som har vist, hvordan listepriserne på insulin er steget og steget gennem de seneste 5, 10 og 20 år. Senest har Health Care Cost Institute i USA beregnet, at at den gennemsnitlige amerikanske diabetespatient brugte 2.864 dollar om året på insulin i 2012, og at det i 2016 var steget til 5.705 dollar om året. Næsten 100 pct. op på fire år

Udover Lannott er også kopiproducenten Sandoz på vej med tre typer insulin sammen med sin kinesiske partner, Gan & Lee Pharmaceuticals, oplyste selskaberne tilbage i december, og Gan & Lee arbejder desuden på en langtidsvirkende insulinanalog, der kan tage konkurrencen op med Sanofis topsælgende Lantus, skriver Bloomberg News.

"Vi vil øge konkurrencen. Den vil helt sikkert bringe priserne ned," siger Stefan Hendriks, global chef for biofarma hos Sandoz, der er et datterselskab af schweiziske Novartis.

Kopiproducenten Mylan vandt i december også en patentsag, der baner vejen for, at selskabet sammen med partneren Biocon, vil blive den første til at lancere en kopi af netop Lantus til marts næste år. Efter den lancering er der dog udsigt til, at der vil gå en rum tid, før flere konkurrerende midler kommer frem til markedet.

"Efter Biocon-Mylan vil der være et pænt hul, før nogen andre kan komme," siger Surya Patra, analytiker hos PhillipCapital til Bloomberg News.

Novo Nordisk, Sanofi og Eli Lilly har forklaret, at det er det amerikanske system, som er årsag til, at priserne er gået så kraftigt i vejret.

Det skyldes, at den største del af markedet i USA er dækket af sygeforsikringer, hvor medicinalindkøberne, der forhandler med medicinalselskaberne, alene fokuserer på rabatternes størrelse.

Derfor har det tvunget farmaselskaberne til at hæve deres listepriser, så rabatterne bliver større, men det rammer omvendt de mange patienter, som ingen sygeforsikring har, og som betaler deres medicin ud af egen lomme i apotekerne. Apotekerne opkræver listepriserne for produkterne.

Fruergaard om amerikansk rabatreform: "Det vil skabe et hul et andet sted"

Eli Lilly om prispres på diabetesmedicin: Det bliver værre næste kvartal

Lars Fruergaard: "Det handler om ikke at blive set som en del af problemet, men som en del af løsningen" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også