Analytiker kalder februar-salget af Genmabs Darzalex for "stærkt"

Korrigerer man for færre arbejdsdage i februar, viser salget af Genmabs middel mod knoglemarvskræft, Darzalex, en fremgang i februar på 7 pct. sammenlignet med måneden før. "Stærkt," mener analytiker i Sydbank.
Genmabs amerikanske salg af kræftmidlet Darzalex viste underliggende en god udvikling i februar. | Foto: Tuala Hjarnø/Genmab
Genmabs amerikanske salg af kræftmidlet Darzalex viste underliggende en god udvikling i februar. | Foto: Tuala Hjarnø/Genmab
AF RITZAU FINANS

Genmabs amerikanske salg af kræftmidlet Darzalex viste underliggende en god udvikling i februar.

Det bemærker senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, efter at data fra det amerikanske analysehus Symphony Health Solutions har vist, at Darzalex har solgt for 126,8 mio. dollar i USA i februar mod 131,3 mio. dollar i januar.

Salget i februar er noget bedre end Sydbanks estimat, som ventede et salg på 122,3 mio. dollar.

"Vi bemærker i forbindelse med salget i februar i forhold til januar, at der er to 'klinikdage' (arbejdsdage, red.) færre i februar i forhold til i januar. Korrigeret for de færre klinikdage viser Darzalex en underliggende fremgang på 7 pct. i februar i forhold til januar, hvilket vi anser som stærkt," skriver Søren Løntoft Hansen i en kommentar.

"Fremgangen er efter vores vurdering en konsekvens af fortsat markedspenetration - specielt i andenlinjebehandling - i USA," skriver Søren Løntoft Hansen.

Han tilføjer, at Genmab-investorerne ikke bør dvæle for meget ved udviklingen i den enkelte måned, men i stedet bruge dataene fra Symphony Health Solutions som en indikation på en tendens.

Den seneste måneds salgstal ændrer heller ikke ved Sydbank-analytikerens forventninger til Darzalex-salget for i år, hvor der fortsat ventes et globalt markedssalg på 3010 mio. dollar.

"Vi ser et salg i USA på 1725 mio. dollars, som afspejler en solid underliggende vækst som en konsekvens af fortsat markedspenetration i USA," skriver han.

"Hertil kommer, at Janssen i sidste uge annoncerede, at selskabet har indsendt registreringsansøgning for Darzalex i nydiagnosticerede patienter med knoglemarvskræft baseret på Maia-data igennem FDA's RTOR-behandling (projekt, hvor godkendelsestid forkortes, red.). Dermed kan Darzalex være ganske få uger fra en potentiel godkendelse," skriver han videre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også