Sydbank: 95 pct sandsynlighed for godkendelse til Bavarian

Trods FDA's beslutning om udskyde vurderingen af Bavarian Nordics flydende koppevaccine så ser Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen stadig stor sandsynlighed for, at ansøgningen i sidste ende bliver godkendt.
Foto: PR/Sydbank
Foto: PR/Sydbank

Bavarian Nordic har fået forlænget en behandling af registreringsansøgningen for den flydende koppevaccine, MVA-BN, af de amerikanske sundhedsmyndigheder med tre måneder. Men det kommer ikke til at betyde det store for selskabet umiddelbart.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank.

"Meddelelsen fra Bavarian ændrer dog ikke på vores værdiansættelse af Bavarian-aktien. Vi forventer fortsat en godkendelse af den flydende-frosne version af Bavarians koppevaccine med 95 pct. sandsynlighed. Forsinkelsen har ikke nogen salgsmæssige konsekvenser, da Bavarians igangværende kontrakter med den amerikanske regering bygger på en frysetørret udgave af koppevaccinen," skriver Søren Løntoft Hansen i en kommentar til meddelelsen om udskydelsen.

Bavarian meddelte mandag aften, at FDA har vurderet, at mængden af data, der er indsendt undervejs, kræver længere behandlingstid, hvilket har udskudt en afgørelse til september 2019, hedder det.

Bavarian oplyste også, at ansøgningen fortsat har priority review-status hos sundhedsmyndighederne, og at selskabet ved en godkendelse derfor stadig er berettiget til at modtage en såkaldt voucher, der gør det muligt for selskabet i relation til et andet lægemiddel kan bede om en hurtig vurdering af en registreringsansøgning.

Og i Sydbank hæfter Søren Løntoft Hansen sig ved, at registreringsansøgningen fortsat vil have priority review-status, og at Bavarian ved en godkendelse fortsat berettiget til at modtage en priority review-voucher.

"Vi forventer fortsat, at Bavarian sælger en potentiel priority review-voucher til et medicinalselskab. Prisen på en sådan ligger i øjeblikket på 80-100 mio. dollar, som vi indregner (med 95 pct. sandsynlighed) i værdiansættelsen af Bavarian. Vi havde i forvejen indregnet et salg af en potentiel priority review-voucher i vores 2020-estimater. Derfor ændrer den forlængede behandlingstid af registreringsansøgningen ikke på vores værdiansættelse," lyder det fra analytikeren.

Sydbank fastholder sin købsanbefaling på aktien. Sydbank har haft anbefalet "køb" siden 31. august 2017.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også