Tevas tidligere formand lukker sag om kursmanipulation med forlig

Phillip Frost, Tevas bestyrelsesformand frem til 2014, har indgået forlig med det amerikanske børstilsyn i en sag, hvor han stod anklaget for kursmanipulation.
Phillip Frost (midten) ses her på et billede fra 2012 sammen med to tidligere Teva-topchefer: Jeremy Levin (tv.) og Shlomo Yanai (th.) | Foto: Nir Elias/Reuters
Phillip Frost (midten) ses her på et billede fra 2012 sammen med to tidligere Teva-topchefer: Jeremy Levin (tv.) og Shlomo Yanai (th.) | Foto: Nir Elias/Reuters

Den tidligere bestyrelsesformand for israelske Teva Phillip Frost har betalt sig ud af en sag om kursmanipulation, som det amerikanske børstilsyn anlagde mod ham sidste år.

Det skriver det amerikanske branchemedie Fiercepharma.

Milliardæren Phillip Frost, som inden sin bestyrelsespost var med til at sælge firmaet Ivax for 48 mia. kr. til netop Teva, har skilt sig af med 36 mio. kr. (5,5 mio. dollar) for at lukke sagen.

Han var en af en gruppe på ti investorer, som børstilsynet siger har investeret systematisk i små, hårdt ramte virksomheders aktier for derefter at pumpe deres værdi op gennem for eksempel blogindlæg - uden at gøre opmærksom på, at de selv ejede aktierne.

Så snart aktierne var steget, solgte investorerne deres beholdning og tjente kassen, siger børstilsynet.

Phillip Frost var bestyrelsesformand i Teva fra 2010 og 2014 - længe inden danske Kåre Schultz tog roret i firmaet - mens kursmanipulationen ifølge børstilsynet fandt sted i 2013 og 2015.

Betalte skribent på netmedie

Phillip Frost var involveret i to konkrete sager, siger børstilsynet:

I 2013 købte han og andre investorer op i firmaet Biozone, og ifølge børstilsynet betalte de en skribent på online-investormediet Seeking Alpha for at skrive en positiv analyse, som siden er blevet fjernet fra Seeking Alphas hjemmeside.

I 2015 lavede han og de andre investorer samme nummer ifølge børstilsynet - igen gennem Seeking Alpha - men denne gang med firmaet Mabvax Therapeutics.

Phillip Frost er i dag adm. direktør og bestyrelsesformand i biotekfirmaet Opko Health, som i en periode konkurrerede med Novo Nordisk og Ascendis Pharma om at udvikle et middel mod væksthormonmangel, inden firmaet i 2016 floppede i et fase 3-forsøg.

"Vi er nået til enighed med SEC (børstilsynet, red.), hvilket vil afslutte en potentielt dyr og tidskrævende retssag, og jeg er glad for, at vi kan fokusere på et spændende og produktivt 2019 for Opko Health," skriver Phillip Frost i en pressemeddelelse på Opko Healths hjemmeside.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også