Lundbeck mister 26 milliarder i værdi efter floppet studie

Det har kostet dyrt på Lundbecks samlede markedsværdi på børsen, at selskabet har fejlet i et fase 3-studie inden for skizofreni.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Lundbeck-aktien har slemme tømmermænd dagen derpå efter et floppet studie med en pille til behandling af skizofreni, der kunne have indbragt milliarder i fremtiden.

Medicinalselskabets aktie falder med næsten 7 pct. fredag morgen. Det følger et dyk på knap 27 pct. torsdag.

Samlet har Lundbecks aktionærer mistet næsten 26 mia. kr. på to dage, da markedsværdien er faldet til 55,5 mia. kr.

Lundbeck oplyste torsdag, at midlet Lu AF35700 ikke havde vist bedre effekt end den eksisterende behandling til skizofreni i et afgørende fase 3-studie.

Flere end 21 millioner personer på verdensplan lider af skizofreni. Lundbecks pille var henvendt til 30 procent af den gruppe, som ikke har haft gavn af andre behandlinger.

"Stiller Lundbeck rigtig skidt"

Det fejlede studie stiller Lundbeck i en sværere situation efter 2020, hvor flere af selskabets store sællerter går af patent.

Derfor falder aktien så markant, forklarer Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker i Sydbank.

"Det stiller Lundbeck rigtig skidt. Lundbeck har et hul, når vi kigger frem efter 2020, fordi flere midler går af patent. Det er der ingen tvivl om," siger Søren Løntoft Hansen.

Lundbeck måtte i 2016 også skrotte et middel mod behandling af Alzheimers.

Og generelt er det en vanskelig opgave at udvikle behandling til sygdomme i centralnervesystemet, som er Lundbecks gesjæft.

"Det er et svært område at udvikle medicin til. Det handler meget om, hvordan patienterne føler og har det modsat for eksempel behandling af diabetes, hvor det er lettere at måle blodsukker og vægttab," siger Søren Løntoft Hansen.

Lundbeck fejler med fase 3-forsøg for skizofreni-håb - aktien styrtdykker

Forskningschef tror ikke på fremtid for Lundbecks væksthåb i fejlet indikation

Lundbeck nedlægger 59 stillinger i USA  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også