Sanofi og Regeneron får godkendt milliardsællert til brug mod astma
![Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Jacques Brinon](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article7222821.ece/ALTERNATES/schema-16_9/POLFOTO_32996475.jpg)
Franske Sanofi og den amerikanske samarbejdspartner Regeneron fik fredag et gennembrud i deres ambitioner om at udvide paletten af indikationer, som selskabernes fællesprojekt Dupixent kan bruges imod.
De amerikanske sundhedsmyndigheder har således godkendt, at Dupixent, der blev godkendt mod atopisk eksem hos voksne sidste år, også kan bruges mod astma i samme aldersgruppe.
Dupixent solgte for 2,1 mia. kr. i de første seks måneder af 2018, og salget stiger fortsat hastigt, da midlet kun har været godkendt siden april 2017.
Netop atopisk eksem og astma er to sygdomme, der ligger tæt op ad hinanden, da personer med atopisk eksem ofte også udvikler astma.
Sanofi og Regeneron afprøver også Dupixent i en lang række andre astma- og eksemrelaterede indikationer. Blandt andet tester de to firmaer Dupixent i fase 3 mod atopisk eksem og astma hos børn og næsepolypper.
Dupixent er et biologisk lægemiddel, som udgør et alternativ til steroidebaserede behandlinger som binyrebarkhormon mod astma og eksem.
Indtægten fra Dupixent falder på et tørt sted for især Sanofi, der har oplevet dykkende salg i sin hovedforretning inden for diabetesmedicin, der i andet kvartal af 2018 faldt 11,9 pct. i forhold til samme periode af 2017.
Relaterede artikler
Diabetesforretningen fortsætter tilbagegang hos Sanofi
For abonnenter
Sanofi vil have eksembehandling godkendt mod astma
For abonnenter