Novo Nordisk har succes med nyt håb i USA, men stjæler markedsandele fra sig selv

Den langtidsvirkende GLP-1-analog Ozempic, som skal sikre fremtidens vækst i Novo Nordisk har fået en god start i USA og har fået smidt adskillige reklamemillioner i ryggen. Succesen kommer dog på bekostning af selskabets egen storsællert, Victoza, skriver Berlingske Business.

Novo Nordisk er nu gået all in på udrulningen af sit nye lægemiddelhåb, Ozempic, på det amerikanske marked og har skiftet de fleste af de mange millioner kroner man bruger på reklamer i USA til det nye produkt fra den ældre supersællert Victoza.

Det ser ud til at bære frugt, da Ozempic har fået en god start i USA, men succesen sker ifølge Berlingske Business på bekostning af netop Victoza.

Victoza har gennem længere tid været det mest brugte og bedst sælgende produkt i GLP-1-segmentet, men i den seneste tid har rivalen Eli Lilly halet ind på danskerne med sit mere langtidsvirkende produkt Trulicity.

De to selskaber sidder nu hver især på 43 pct. af alle udskrevne recepter i det hastigt voksende GLP-1-segment i USA, viser data fra Bloomberg Intelligence ifølge mediet.

Ifølge flere analytikere er det på nuværende tidspunkt ikke et problem for Novo Nordisk, at man stjæler markedsandele fra sig selv og ikke fra konkurrenten. Efter lanceringen af Ozempic er den enorme vækst i GLP-1-segmentet nemlig øget, så markedet nu vokser med et stykke over 25 pct.

"Men fortsætter trenden ind i slutningen af året, vil der blive stillet spørgsmålstegn ved, om lanceringen går som forventet," siger Andrew Carlsen, medicinalanalytiker i ABG Sundal Collier, dog til Berlingske Business.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også