Roches Hemlibra kan snart lægge endnu større pres på Novo Nordisk

Schweiziske Roche er på nippet til at få godkendt sit antistof Hemlibra til behandling af en endnu bredere gruppe af hæmofilipatienter, og det vil lægge ekstra pres på Novo Nordisks skrantende Biopharm-forretning.
Foto: /ritzau/AP/Steffen Schmidt/
Foto: /ritzau/AP/Steffen Schmidt/

Det schweiziske life science-koncern Roche kan være på vej til at snuppe en markant større del af den 10 mia. dollars store industri for behandling af blødersygdommen hæmofili på bekostning af blandt andre danske Novo Nordisk.

Det skriver Reuters.

Roches lægemiddel Hemlibra - den første antistofbaserede behandling mod sygdommen - blev i slutningen af 2017 godkendt til markedsføring i USA.

Indtil videre kan produktet kun bruges af patienter, som udvikler resistens overfor den gængse behandling, men ifølge Reuters er der bred forventning om, at Hemlibra om få dage også bliver godkendt til patienter, som ikke udvikler resistens.

Den nuværende markedsføringstilladelse dækker patienter med hæmofli A - den mest udbredte form af blødersygdommen - som udvikler, det der kaldes inhibitorer.

Men en ansøgning for behandling af hæmofili A-patienter uden inhibitorer er på bordet hos amerikanske FDA, som har set en vejledende deadline for en beslutning til i dag, 4. oktober.

Stjæler milliarder fra Novo

Hemlibra er allerede begyndt at lægge et markant pres på Novo Nordisks førende hæmofiliprodukt, Novoseven, som kan bruges af patienter med enten hæmofili A eller B, som udvikler inhibitorer.

Det forventes både af markedet og Novo selv, at det vil fjerne halvdelen af midlets omsætning på 9-10 mia. kr. årligt inden for få år.

Men Hemlibra forventes også at stjæle salg fra andre storaktører på området såsom Shire og Bayer og med tiden ramme en årlig omsætning på 5 mia. dollars, eller mere end 32 mia. kr.

Både Shire, Bayer og Novo markedsfører flere produkter, som består af laboratorieskabte versioner af de blodstørkningsproteiner - eller faktorer - som hæmofilipatienter mangler.

Og mens den nuværende godkendelse af Hemlibra giver Roche adgang til de patienter, som udvikler resistens mod disse faktorerstatningsprodukter, så vil den forventede nye godkendelse gøre antistoffet til en direkte konkurrent til standardbehandlingerne mod hæmofli A, herunder Novo Nordisks produkt Novoeight.

Det er Novo Nordisks næstbedst sælgende hæmofiliprodukt, og det omsatte i første halvår af 2018 for 635 mio. kr.

Og selvom det er småpenge i det store billede både sammnelignet med Novos diabetes- og fedmepræparater og Novosevens salg på 4 mia. kr. i perioden, så er Novoeight vigtig for Novos såkaldte Biopharm-forretning.

Med en rapporteret vækst på 10 pct. i første halvår, var Novoeight nemlig det eneste vækstprodukt i den forretningsdel, som udover hæmofili-produkterne også tæller blandt andet væksthormoner.

Novo Nordisk bruger Genmab-platform til at udvikle ny hæmofilibehandling 

Novo-rival får grønt lys i Danmark: Et betydeligt prispres venter forude 

Medicinrådets eksperter: Blødermiddel fra Roche har "vigtig klinisk merværdi" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også