Analytiker: Novos japanske pillestudie ser positivt ud

Det er positive sikkerhedsdata, som Novo torsdag har fremlagt for sin diabetespille, siger Sydbank-analytikeren Søren Løntoft, men advarer mod at bruge studiet til at drage for mange konklusioner om, hvorvidt behandlingen reelt er bedre end Eli Lillys Trulicity.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Det er pæne resultater, Novo Nordisk torsdag har lagt frem for et af sine ti fase 3-studier med diabetespillen oral Semaglutid.

I et japansk studie sammenligner Novo oral Semaglutid i doserne 3, 7 og 14 milligram med Eli Lillys storsælgende GLP-1-middel Trulicity, der tages i injektionsform en gang ugentligt.

Studiet viser et sammenligneligt antal bivirkninger, mens oral Semaglutid i den højeste dosisudgave på 14 milligram giver større reduktioner i langtidsblodsukker og vægt end Trulicity.

Med til historien hører dog, at Novo kun har testet den laveste dosis af Trulicity på 0,75 milligram, da den i USA og Europa ofte benyttede dosis på 1,5 milligram ikke er godkendt i Japan.

Derfor skal man ifølge analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen heller ikke drage for håndfaste konklusioner på baggrund af studiet.

"Man skal først og fremmest se det som en form for sikkerhedsstudie, der skal dokumentere, at der ikke er flere bivirkninger med oral semaglutid end med Trulicity i den laveste dosis. Det får man vist, og det ser rigtigt positivt ud," siger Sydbank-analytikeren.

Pas på med at drage konklusioner

Han anser det desuden for positivt, at Novos pille i den højeste dosisudgave på 14 milligram har større effekt på langtidsblodsukkeret og vægten end Trulicity i laveste dosis. Det var til gengæld ikke tilfældet for den laveste dosis på 3 milligram eller for den mellemste dosis på 7 milligram.

"Derfor skal man også passe på med at drage konklusioner om, at det er generelt er bedre end Trulicity, der jo prøves i den laveste dosis. Så jeg tror blot, at man skal se det som et sikkerhedsstudie i Japan, siger Søren Løntoft Hansen, der ikke ser grund til nogen større kurseffekt," siger han og tilføjer:

"Nej, jeg tror, at investorerne i stedet ser frem til Pioneer 6-studiet, som er hjerte-kar-studiet med oral Semaglutid.

Novo har foreløbigt offentliggjort resultater fra syv af de ti studier i fase 3-programmet Pioneer med oral Semaglutid.

I studierne har Novo vist, at oral Semaglutid i højeste dosis har større effekt på langtidsblodsukkeret end nogle af de mest solgte diabetespiller, Januvia fra Merck og Jardiance fra Eli Lilly og Boehringer Ingelheim.

De sidste tre studier ventes offentliggjort i løbet af i år.

Novo-aktien reagerede kortvarigt på nyheden om det japanske studie torsdag eftermiddag men faldt hurtigt tilbage til samme kursleje som forinden. Aktien ligger ved 15.35-tiden 0,4 pct. lavere end onsdag i 298,95 kr.

Novos diabetespille overgår Lillys Trulicity i japansk studie

Novo Nordisk jagter konkurrencefordele med nye versioner af GLP-1-tablet  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også