Orkan tvinger flere medicinalselskaber til at lukke ned i USA

En række internationale medicinalselskaber har ligesom Novo Nordisk sat ting i bero og lukket fabrikker på den amerikanske østkyst forud for, at orkanen Florence fredag formiddag dansk tid er begyndt at gå i land. Enzym-producenten Novozymes aflyser sin kapitalmarkedsdag i området.
Myndigheder, borgere og virksomheder forbereder sig på orkanen Florences ankomst. | Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Gray Whitley
Myndigheder, borgere og virksomheder forbereder sig på orkanen Florences ankomst. | Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Gray Whitley

Orkanen Florence har tvunget Novo Nordisk og Pfizer til at lukke midlertidigt ned for faciliteter i den amerikanske delstat North Carolina, men det er langt fra de eneste medicinalselskaber, som bliver påvirket driftsmæssigt af den lurende naturkatastrofe.

Det skriver Fiercepharma.

Både britiske Glaxosmithkline, schweiziske Novartis og amerikanske Merck & Co. - kaldet MSD i Europa - har således også lukket ned for en række facilieter i stater på den amerikanske østkyst.

Glaxosmithkline lukkede torsdag en fabrik Zebulon, North Carolina, hvor man producerer inhalerbare lægemidler, og selskabet siger til Fiercepharma, at man først forventer at åbne den igen søndag.

"Vi har kontinuitetsplaner på plads, og de er blevet aktiveret for vores produktionsfaciliteter i Zebulon og vores kommercielle klynge i Research Triangle Park (uden for byen durham godt 60 km fra Novos faciliteter i Clayton, North Carolina, red.)," udtaler GSK's kommunikationsdirektør, Mary Anne Rhyne, til mediet.

Novartis har onsdag lukket en fabrik i Wilson, North Carolina, som man for nylig aftalte at afhænde til indiske Aurobindo. Den forventes også genåbnet søndag og driften påbegyndt igen mandag.

Endelig har Merck lukket produktionsfaciliteter i byerne Durham og Wilson i North Carolina og i Elkton i delstaten Virginia, som også kan blive påvirket af orkanen. Samtidig har man lukket kontorer i byen Charlotte i North Carolina.

Danske Novozymes er samtidig blevet tvunget til at aflyse sin planlagte kapitalmarkedsdag. Den skulle være afholdt mandag og tirsdag i næste uge i byen Raleigh i North Carolina cirka 10 km fra Novo Nordisks faciliteter i Clayton, men er ifølge en meddelese på det danske selskabs hjemmeside blevet aflyst på grund af orkanen.

Kan skabe længerevarende forstyrrelser

Novo Nordisk har sagt, at man "overvåger situationen nøje", men har ikke annonceret, om man vil lukke sin færdigvarefabrik i Clayton. Selskabet har dog torsdag lukket byggepladsen, hvor man er ved at opføre en ny milliardfabrik til produktion af aktive farmaceutiske ingredienser ved siden af de eksisterende faciliteter.

Ifølge Fiercepharma forventer Novo, at byggeriet er sat i bero "mindst til fredag", men det kommer formentlig til at vare noget længere.

Tidligere på ugen blev Florence på baggrund af sin vindstyrke vurderet til en kategori 4-orkan - det næsthøjeste niveau - men i takt med, at orkanen har nærmet sig det amerikanske fastland, er styrken blevet nedgraderet, senest til kategori 1.

Mens det er godt nyt for de kystnære områder i forhold til ødelæggelser fra vinden og de medfølgende flodbølger, så betyder det også, at orkanen efter alt at dømme bliver hængende i længere tid over North Carolina, hvor den vil smide enorme mængder vand og formentlig skabe store oversvømmelser af floder.

Der er også en frygt for, at det kan påvirke infrastrukturen i området både under og efter orkanen og skabe vedvarende strømafbrydelser.

Orkanen Maria, som i 2017 ramte USA længere mod syd, skabte store ødelæggelser på Puerto Rico, hvor 3000 mennesker siden er døde som følge af orkanen. Den har også skabt store problemer og forstyrrelser for lægemiddelproducenter på østaten, netop fordi infrastruktur og strømforsyning var lagt ned i adskillige måneder efter, skriver Fiercepharma.

Fredag formiddag dansk tid er Florence officielt begyndt at gå i land ved North Carolina, da orkanens 'øje' nu hænger lige omkring kystlinjen.

Novo Nordisk forbereder sig på orkanen Florence: "Vi overvåger situationen nøje" 

Novo: "Der er spørgsmål, hvor vi ikke svarer tilfredsstillende" 

Orkan og sløjfet hjertemedicin presser Amgens indtjening 

Medtronic midt i orkanens øje 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også