Ferring køber biotekselskab bag senfase-middel mod tarminfektion

Medicinalselskabet Ferring Pharmaceuticals overtager amerikanske Rebiotix, der er langt i udviklingen af et muligt middel mod tilbagefald udbredt tarminfektion, der alene i USA årligt medfører omkring 29.000 dødsfald.

Det Schweiz-baserede medicinalselskab Ferring Pharmaceuticals har været på opkøb på den anden side af Atlanten, og har indgået en aftale, der bringer den amerikanske virksomhed Rebiotix på selskabets hænder.

Med købet har Ferring fået endnu et senfase-middel i porteføljen, da Rebiotix' RBX2660 aktuelt afprøves i fase 3-forsøg som en mulig forebyggelsesbehandling af tilbagefald med tarminfektion Clostridium difficile, som forårsager diarré og tarmbetændelse, der især rammer svækkede ældre og kronisk syge patienter i behandling med antibiotika.

Årligt diagnosticeres i Danmark omkring 3500-4000 tilfælde af smitte med bakterien, der særligt blandt ældre har en høj dødelighed på op mod 20 pct, da bakterien er resistent over for mange antibiotika. Ifølge Rebiotix medfører clostridium difficile årligt op mod 29.000 dødsfald i USA blandt 500.000-700.000 smittede.

En infektion med clostridium difficile fører ofte til tilbagefald, hvilket igen øger risikoen for tilbagefald, og det er denne negative spiral, som Rebiotix håber at kunne afbryde med sit mulige middel, der ikke er en antibiotika-behandling men istedet fungerer ved at tilføre tarmbakterier udvundet fra raske personer til smittede patienter.

RBX2660 er i USA tildelt både Fast Track-, Breakthrough Therapy- og Orphan Drug-status, hvilket giver selskabet en række regulatoriske fordele.

"Dette køb styrker vores pipeline og komplimenterer vores egen forskning i mikrobiomet såvel som vores partnerskabet med de verdensledende virksomheder inden for dette område," siger Ferrings videnskabelige chef Per Falk i en meddelelse.

De økonomiske forhold i aftalen er ikke offentliggjort.

Ferring er grundlagt i 1950 i Sverige og havde tidligere sit hovedkvarter i Danmark, indtil dette i år 2000 rykkede til Schweiz.

Selskabet er dog stadig repræsenteret i Danmark, hvor det beskæftiger ca 450 personer med blandt andet produktudvikling, arbejde med registrering af lægemidler samt international markedsføring foretages fra selskabets domicil i Ørestad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også