Analytiker vil sætte Genmabs prognose under lup

Fokus vil være på forventningerne til 2018, når Genmab onsdag fremlægger årsregnskab, mener Jyske Banks analytiker Frank Hørning Andersen.
Foto: ANDREASEN CARSTEN
Foto: ANDREASEN CARSTEN
AF RITZAU FINANS

Genmabs forventninger til 2018 ventes at løbe med opmærksomheden, når biotekselskabet kommer med årsregnskab onsdag kort efter børslukketid.

Genmabs partner Janssen offentliggjorde allerede i januar sidste års salgstal for Genmabs kræftmiddel Darzalex, og dermed kan analytikerne sjusse sig nogenlunde frem til, hvor store royalties Genmab modtager fra salget.

Derfor samler interessen for regnskabet sig især om prognosen for i år, mener Jyske Bank.

"Vi venter et salg af Darzalex på 2086 mio. dollar i 2018. Vi venter at se et fortsat stærkt salg af Darzalex i 2018 drevet af en øget markedsandel i USA, geografisk ekspansion og opdatering af indlægssedlen til førstebehandling af knoglemarvskræft," hedder det i et notat fra i sidste uge, hvori banken gentager anbefalingen "køb".

Konsensus blandt analytikerne er ifølge Jyske Bank et salg af Darzalex på 2210 mio. dollar i 2018. Til sammenligning løb salget op i 1242 mio. dollar sidste år.

Herudover viser estimater indsamlet af Bloomberg, at analytikerne regner med, at Genmab vil lande et driftsoverskud på lige over 1,5 mia. kr. i år. Estimatet er baseret på gennemsnittet af syv analytikeres prognoser indsamlet efter offentliggørelsen af Janssens salg af Darzalex i 2017.

Spredningen i estimaterne er dog stor. Den mest pessimistiske forudser et driftsoverskud på lige under 1,1 mia. kr., mens den mest optimistiske venter et overskud på knap 1,9 mia. kr.

Da Genmab løbende offentliggør nyt fra udviklingen af sine lægemidler, regner Jyske Bank ikke med større nyheder fra Genmabs pipeline i årsregnskabet. Der er dog vigtige data i vente senere.

"Strømmen af vigtige nyheder vil tage til igen medio 2018, hvor vi venter foreløbige data fra Maia-studiet, hvor Darzalex undersøges i kombination med Revlimid til førstebehandling af knoglemarvskræft. Positive resultater kan få en væsentlig indvirkning på førstebehandlingen af knoglemarvskræft," skriver analytiker Frank Hørning Andersen og fortsætter:

"I andet halvår 2018 kommer de første data på Darzalex i solide tumorer. Positive data vil efter vores vurdering være en game changer for Genmab, og det vil udløse et større kommercielt potentiale, der ikke afspejles i vores model."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også