Analytiker: Novos regnskab er dårligere end ventet

Novo Nordisk har leveret et skuffende regnskab - specielt i fjerde kvartal, mener Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen. Insulinforretningen er presset, og dollarens fald har ramt selskabet hårdere end ventet.
Foto: /Ritzau Scanpix/
Foto: /Ritzau Scanpix/
RITZAU FINANS

Novo Nordisks årsregnskab er til den svage side, vurderer Sydbank, der ser aktien falde op mod 3-4 pct. fra åbningen.

Insulinforretningen presses af hård konkurrence, og selv om salgskurven for diabetes 2-midlet Victoza fortsætter opad, så er det ikke nok til, at Novo kan leve op til forventningerne i aktiemarkedet. Samtidig skuffer forventningerne til 2018 målt i kroner.

"Fjerde kvartal er dårligere end ventet, og det er det indtryk, man sidder tilbage med," siger Søren Løntoft Hansen, analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

"Ser man på 2018-forventningerne, så er de meget på linje med, hvad de meldte ud i deres regnskab for tredje kvartal, når man måler i lokal valuta. Til gengæld så gør valutaeffekterne rigtigt ondt på dem, og også mere end jeg og markedet har regnet med," fortsætter han.

Modvind fra svag dollar

Novo kom ud af fjerde kvartal med en omsætning på 28,0 mia. kr. mod ventet 28,5 mia. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. Året før var omsætningen 29,6 mia. kr. i oktober, november og december.

Driftsresultatet (ebit) landede på 10,1 mia. kr. mod ventet 10,4 mia. kr. blandt analytikerne og 11,2 mia. kr. i tredje kvartal 2016.

Resultatet er påvirket af valutamodvind - særligt som følge af en meget svækket dollar.

"Insulinforretningen har det rigtigt svært i kvartalet. Det gælder både de moderne insuliner, men også Tresiba klarer sig skidt i kvartalet. Her skal man dog være opmærksom på, at rabatjusteringer for de foregående kvartaler spiller negativt ind. Det bliver til gengæld reddet lidt af Victoza, der klarer sig rigtigt godt," vurderer Søren Løntoft Hansen.

Sænker forventning i kroner

For 2018 venter Novo en vækst på 2-5 pct. i salget og en fremgang på 1-5 pct. i driftsresultatet opgjort i lokal valuta.

Der er tale om en præcisering af de foreløbige forventninger, der blev meldt ud i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal og som dengang lød på "en lav til medium encifret" vækst.

Forventningerne i kroner sænkes derimod som følge af valutamodvind. Salgsvæksten opgjort i kroner ventes nu at blive 7 procentpoint lavere end i lokal valuta, svarende til mellem minus 5 og minus 2 pct.

Tidligere havde Novo ventet en negativ valutaeffekt på 3 procentpoint.

Forventningerne til væksten i driftsresultatet i kroner er nu minus 9 pct. til minus 5 pct. efter en negativ valutapåvirkning på 10 procentpoint mod tidligere ventet 4 procentpoint.

Novo Nordisk melder om nulvækst i 2017

Göran Ando genopstiller ikke til Novos bestyrelse 

Jesper Brandgaard stopper som økonomidirektør i Novo 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også