Genmab og J&J lægger låg på opkøbssnak

Rygterne om et salg af Genmab - muligvis til det danske biotekselskabs medicinalpartner Johnson & Johnson - er vedvarende. Men både Genmab-topchef Jan van de Winkel og den amerikanske life science-gigant afviser over for Reuters, at det er på bedding.
Foto: /ritzau/Stine Bidstrup
Foto: /ritzau/Stine Bidstrup

Den enorme succes, som Genmab har oplevet i de senere år med sit kræftmiddel Darzalex, har ført til vedvarende spekulationer om, at en større koncern kunne finde på at købe det danske biotekselskab. Og Genmabs partner på Darzalex-projektet, amerikanske Johnson & Johnson, er flere gange blevet nævnt som en mulig køber.

Men både Genmab-topchef Jan van de Winkel og Johnson & Johnson afviser overfor nyhedsbureauet Reuters, at det skulle bære i den retning.

"Vi fokuserer på, at opbygge et uafhængigt powerhouse for innovation i antistoffer, og vi mener, at vi kan skabe mere værdi for vores aktionærer ved at forblive uafhængige, end vi kan ved at være en del af en større koncern," udtaler Jan van de Winkel til Reuters under et besøg i London.

Her hentede Genmab topchefen en prestigefyldt pris for årets kliniske fremskridt for Darzalex-studierne Castor og Pollux.

Milliarder i salgsprocenter

De studier har i løbet af det seneste års tid sikret flere nye godkendelser af Darzalex og har medvirket til, at lægemidlet mod knoglemarvskræft allerede har solgt for mere end 1 mia. dollars i år. Johnson & Johnson sælger lægemidlet og afgiver salgsprocenter til Genmab, som starter ved 12 pct. hvert år, men stiger trinvist og kan vokse til 20 pct., hvis salget runder 3 mia. dollars i et kalenderår.

Det gør det formentlig i en ikke alt for fjern fremtid. I år forventer Genmab selv, at salget lander mellem 1,1 og 1,3 mia. dollars, og flere analytikere tror på, at det kan overstige 8 mia. dollars om året, når det topper.

Johnson & Johnson kan dermed ende med at skulle afgive milliarder af dollars til Genmab over de kommende år, betalinger man kan undgå, hvis man simpelthen opkøber sin partner. Men det har det amerikanske selskab tilsyneladende ikke i sinde.

"Det er et af de mest succesfulde samarbejder vi har. Vi elsker partnerskabet," siger koncernens forskningsdirektør, Paul Stoffels, til Reuters.

Kan klare sig alene

Han vil dog ikke forholde sig direkte til, om storkoncernen kunne finde på at købe Genmab i fremtiden, men påpeger, at danskerne har en fornuftig økonomisk base og siger:

"De har ikke brug for os for at få succes."

Efter Johnson & Johnsons opkøb af schweiziske Actelion tidligere på året for 30 mia. dollars er Genmab nu Europas største biotekselskab med en markedsværdi i underkanten af 75 mia. kr., svarende til cirka 12 mia. dollars.

Darzalex er i top 5 over de mest vellykkede kræftlanceringer nogensinde 

Genmab opjusterer efter milepælsbetaling fra partner 

Analytiker: Genmab kan nærme sig 5 mia i 2019 

Genmab-partner ansøger om Darzalex som førstebehandling i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også