ABM: Negativ 2018-case kan have bidraget til kursfald i Lundbeck

Mandagens markante kursfald for Lundbeck-aktien kan ifølge Alm. Brand Markets' chefaktieanalytiker skyldes den usikkerhed, der er omkring selskabets udsigter til det kommende år.
Foto: /ritzau/Jens Dresling/
Foto: /ritzau/Jens Dresling/
AF RITZAU FINANS

Mandag raslede Lundbeck-aktien ned med 7,2 pct. på den danske fondsbørs, og det kan blandt andet hænge sammen med den usikkerhed, der klæber sig til 2018 for medicinalselskabet.

Sådan lyder vurderingen hos Michael Friis Jørgensen, der er chefaktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

"Man har haft nogle gode år, hvor toplinjen har været pæn, og man har set markante opjusteringer af bundlinjen på grund af omkostningsprogrammer. Men 2018 får det nok svært på toplinjen," siger han.

Allerede i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal for godt og vel tre uger siden dukkede usikkerheden omkring 2018 op, hvor den også blev diskuteret.

Det skete sammen med et kvartalsregnskab, hvor de nyere produkter, som skal levere væksten i 2018, bøjede lidt af i forhold til forventningerne, og derfor fik Lundbeck også en lidt negativ reaktion på et ellers godt regnskab med en opjustering.

"Så toplinjen får det nok rimelig svært i forhold til den periode, vi lige har været igennem med Kåre Schultz," siger Michael Friis Jørgensen med henvisning til Lundbecks nu forhenværende topchef.

Tirsdag formiddag genvinder Lundbeck-aktien lidt af det tabte fra mandag, da aktien stiger med 1,5 pct. til 316,80 kr.

Men ifølge analytikeren kan der komme flere skvulp i kursbevægelsen, på grund af den usikkerhed som både knytter sig til, hvem der skal afløse Kåre Schultz, og hvad Lundbeck selv venter sig af 2018.

"Indtil vi har en ny topchef på plads, og vi kan tro på, at der igen vil blive meldt lidt aggressivt ud, eller vi får guidance for 2018, så vil der være en negativ case omkring, at Lundbeck ikke får det lige så let i 2018 og 2019, som de har haft det i de forrige år," siger Michael Friis Jørgensen.

Med til historien om mandagens store kursfald hører det, at Nordea var ude med en negativ analyse, hvor banken forudser et svært år forude for Lundbeck.

Michael Friis Jørgensen vurderer, at det kan have spillet ind på kursudviklingen, men at det ikke alene er forklaringen, da Nordea i forvejen havde et negativt syn på aktien og ikke justerede sit kursmål ret kraftigt.

Lundbeck-aktien går til bunds 

Den nye Lundbeck-chefs store hovedpine 

Lundbeck-direktør sælger aktier for tocifret millionbeløb 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også