Russiske kvaler for Novartis

De seneste dage er der blevet sået tvivl om Novartis' opførelse af en ny milliardfabrik i Rusland. Selskabet indrømmer, at der har været ”tekniske vanskeligheder”. Novartis fastholder, at fabrikken åbner som planlagt.

Den schweiziske medicinalgigant Novartis er – måske, måske ikke – løbet ind i problemer på det russiske marked. Det skriver branchemediet Bio Space.

I 2011 begyndte schweiziske Novartis opførelsen af en ny produktionsfabrik i nærheden af den russiske by St. Petersborg som en del af en femårig investeringsplan støttet med 500 mio. dollar – ca. 2,9 mia. kroner.

Novartis har allerede spyttet ca. 140 mio. dollar, svarende til 815 mio. kroner, i opførelsen af fabrikken, men nu ser det ud til, at man er løbet ind i nogle forhindringer i forbindelse med opførelsen.

Problemer eller ej?

Ifølge mediet rapporterede Pharma Letter onsdag at byggeprojektet kunne blive forsinket i op til et år. En talsmand for Novartis i Rusland indrømmede, at man var løbet ind i ”tekniske problemer” i forbindelse med byggeriet.

Unavngivne kilder med forbindelser til det russiske ministerium for industri og handel har dog peget på, at den verserende politiske konflikt mellem Rusland og Vesten kan spille ind.

Men en talsmand for Novartis i USA har efterfølgende overfor FiercePharma afvist, at byggeriet skulle blive udsat.

”Novartis suspenderer ikke opførelsen af vores produktionsfabrik i St. Petersborg i Rusland. Selvom der har været tekniske udfordringer i forbindelse med projektplanerne, så er vi godt på vej til at åbne faciliteterne i 2015,” siger talsmanden til FiercePharma.

Større plan

Opførelsen af den russiske fabrik er som nævnt et led i en større plan rettet mod at opbygge produktionsfaciliteter rundt omkring i verden, og Novartis har tidligere annonceret planer om at investere i produktionsfaciliteter i Singapore.

Men selvom fabriksåbningerne er en del af et større strategisk fokus for selskabet, så skal de russiske planer ifølge Bio Space muligvis også ses i lyset af advarsler fra Ruslands Præsident Putin om, at internationale medicinalselskaber, der ikke producerer deres lægemidler i landet, vil blive mødt med restriktioner.

Det har ifølge mediet fået en lang række selskaber til at udvide deres russiske produktion, herunder storaktører som Pfizer, GlaxoSmithKline, Sanofi og danske Novo Nordisk.

 Abbott satser russisk

 Novo holder vågent øje med Putin

 Uroen slår ned i Novos toplande

 Leo Pharma rykker ind i Rusland

 Chelsea-ejer klar til milliardkøb

Læs artiklen fra Bio Space her eller FiercePharmas artikel her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også