MedWatch får norsk søstermedie
Den norske life science-industri får frem over betydeligt stærkere journalistisk dækning, når Watch Medier, der blandt andet udgiver MedWatch i Danmark og internationalt, til efteråret lancerer MedWatch i Norge.
MedWatch vil med en dedikeret, fagstærk redaktion gå tæt på virksomheder og nøglepersoner i den norske life science-industri inden for områderne medicin og biotek, medico og rehab, laboratorie og diagnostik samt ikke mindst digital sundhed.
”Life science-industrien er i stærk vækst og et glimrende eksempel på, hvordan forskningen og videnssamfundet spiller en stadig vigtigere rolle i norsk erhvervsliv,” siger Øyvind Henriksen, nyhedsredaktør for Watch Mediers norske udgivelser.
MedWatch har allerede sat et stærkt redaktionelt hold med redaktør Anne Grete Storvik, 49, i spidsen. Anne Grete Storvik kommer fra FinansWatch og har solid journalistik erfaring med dækningen af life science-industrien efter mere end ti år på Dagens Medisin.
”Vores redaktioner består af erhvervsjournalister og redaktører, der er eller bliver specialister i hver deres branche. Og vi er overbeviste om, at en stærk journalistik dækning i både med- og modvind styrker hver enkelt branche,” siger Øyvind Henriksen.
MedWatch bliver Watch Mediers femte medie i Norge siden lanceringen af FinansWatch i foråret 2020. For tre uger siden blev det offentliggjort, at EnergiWatch også lanceres her i løbet af efteråret. Watch Medier udgiver ud over FinansWatch i forvejen AdvokatWatch og EiendomsWatch fra erhvervsredaktionen i det centrale Oslo.