Regioner forventer milliardregning for Novo-medicin

Regionernes tilskud til diabetes-medicinen Ozempic forventes at runde en milliard i år.
Regionerne forventer at bruge mere end en milliard i år på diabetes-medicinen Ozempic fra Novo Nordisk. | Foto: Lars Krabbe
Regionerne forventer at bruge mere end en milliard i år på diabetes-medicinen Ozempic fra Novo Nordisk. | Foto: Lars Krabbe
af ritzau

Novo Nordisk har stor succes med diabetes-medicinen Ozempic, der foruden at regulere blodsukkerindholdet også har en appetitnedsættende og slankende effekt.

Det kan mærkes hos regionerne, der dækker 85 procent af udgifterne til diabetespatienternes medicin.

Ifølge TV2 vil regionernes udgifter til medicin, der ligesom Ozempic indeholder stoffet semaglutid, løbe op i 1,1 milliard kroner i år.

Det er næsten dobbelt så meget som sidste år, hvor regningen lød på 642 millioner kroner.

Det er penge, der skal findes andre steder i budgettet, forklarer Lars Ehlers, som er professor i sundhedsøkonomi ved Aalborg Universitet.

”Regionerne kan ikke gøre andet end at lægge besparelserne andre steder. Det er klart, at det lægger et pres på dem,” siger han til TV2.

Spørger man en anden professor, Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet, er forklaringen på de stigende udgifter ikke, at der er kommet flere diabetespatienter.

”Min umiddelbare tolkning er, at de praktiserende læger har lidt for let ved at finde receptblokken frem,” siger han til tv-stationen.

Både han og Lars Ehlers tror, at der kan være patienter, der ikke har diabetes, men som alligevel får udskrevet Ozempic på grund af dens virkning mod fedme.

Og de tror også, at der er diabetespatienter, der kunne behandles med billigere medicin end Ozempic.

Som en konsekvens af de gode resultater med semaglutid inden for fedmebehandling har Novo Nordisk lanceret Wegovy, som minder om Ozempic, men har en anden dosering, og som er beregnet på overvægtige.

Wegovy er i modsætning til Ozempic ikke tilskudsberettiget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også