Novo Nordisk sætter loft over insulinpriser for ikke-forsikrede i USA

Programmet følger en tilsvarende aftale med delstatsanklageren i New York.
Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
af martketwire

Novo Nordisk har onsdag aften lanceret et nyt insulinprogram i USA, der skal sikre, at uforsikrede diabetespatienter maksimalt skal betale 35 dollar for én måneds insulinforbrug.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det nye program følger en tilsvarende aftale med delstatsanklageren i New York i fredags.

Programmet sætter et loft over prisen på en måneds insulinforbrug for patienter, der betaler af egen lomme, og giver mulighed for at kombinere alle Novo Nordisks nuværende insuliner til 35 dollar.

Der vil dog maksimalt blive udleveret tre hætteglas, eller to pakker af insulinpennene Flexpen, Flextouch eller Penfill, hvilket ifølge Novo Nordisk rækker til at dække det månedlige behov hos langt de fleste diabetikere.

Aftalen i New York og det nye program kommer, efter at høje insulinpriser i en lang periode har mødt heftig kritik fra politisk hold.

Insulinpriserne bliver undersøgt i en række delstater i USA, hvor Novo Nordisk og konkurrenterne i Eli Lilly og Sanofi er blevet beskyldt kræve for høje priser af uforsikrede patienter for deres insulin.

I den forbindelse har den demokratiske senator Bernie Sanders på et tidspunkt foreslået en maksimal pris på 20 dollar om måneden.

Novo Nordisk har gentagne gange afvist kritikken og indført flere programmer, der skal sikre billig insulin for ikke-forsikrede.

Novo Nordisk, Eli Lilly og Sanofi har en markedsandel på mere end 90 pct. af insulinsalget i USA.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu