Stjerneforsker skal åbne døre for ungt biotekselskab: “Folk skal dog i sidste ende overbevises af ideen og dataene”

Med Robert Langer om bord får Hervolution et kæmpe netværk blandt fagfolk at trække på, og stjerneforskerens renommé vil alt andet lige få interessen til at stige hos investorerne, lyder analysen.
Robert Langer har i sin karriere modtaget adskillige hæderspriser. Her ses han i 2013, hvor USAs daværende præsident, Barack Obama, overrakte 'National Medal of Technology and Innovation'. | Foto: Charles Dharapak/AP/Ritzau Scanpix
Robert Langer har i sin karriere modtaget adskillige hæderspriser. Her ses han i 2013, hvor USAs daværende præsident, Barack Obama, overrakte 'National Medal of Technology and Innovation'. | Foto: Charles Dharapak/AP/Ritzau Scanpix

Det var en stor nyhed for det danske biotekselskab Hervolution Therapeutics, da det forleden annoncerede, at den kendte forsker Robert Langer nu skal være formand for selskabets videnskabelige advisory board.

”At han har sagt ja til at arbejde med os, som jo ikke er et stort biotekselskab, slet ikke efter amerikanske forhold, er selvfølgelig noget helt specielt og taler jo i den grad til det potentiale, som er i vores koncept,” siger Peter Johannes Holst, medstifter og forskningsdirektør i Hervolution, til MedWatch.

Selskabet, der tidligere hed Inprother, udvikler immunterapier mod kræft rettet mod humane endogene retrovirus, HERV’er – deraf navnet Hervolution – og blev i 2018 inkuberet på Bioinnovation Institute.

Netop HERV’er oplever i disse måneder stadig større interesse blandt forskere, der spår dem en betydelig fremtid indenfor behandling af ikke blot kræft, men også en lang række andre sygdomme, og Hervolution planlægger nu at skyde gang i et fase 1-forsøg engang til næste år. 

Til det formål skal der rejses kapital – adskillige mio. kr., og her skader det bestemt ikke at have en Robert Langer med ved bordet, lyder det.

”Folk vil kunne se, at det er en af de mest succesfulde forskere gennem tiderne, der nu bakker op om os. Jeg satser på, at investorer og andre tænker, at det her, vi laver, bliver de nødt til at give en alvorlig overvejelse,” siger Peter Johannes Holst.

”Jeg er sikker på, at det giver os momentum.”

En game changer

Den amerikanske topforsker står bag vaccineselskabet Moderna og er involveret i cirka 399 andre virksomheder, hvoraf mindst 30 af dem i dag er succesfulde biotekselskaber.

Robert Langer kan i dag kalde sig verdens mest citererede ingeniør, ligesom han kan skrive under på direkte engagement i flere end 1.350 patenter gennem sit arbejde som professor for det prestigefulde Massachusetts Institute of Technology, MIT.

”Det er en mand med et bredt spektrum af kompetencer og dyb indsigt. Han har en særlig evne til at tage ting langt udefra og zoome ind igen og bevæge sig i flere niveauer og detaljer. Det er en gave at få flere øjne af den slags på et projekt, som er så stort som vores,” siger Peter Johannes Holst.

Selvom HERV’er har været kendte som tumorspecifikke antigener og dermed angrebsmål i noget tid, har de hidtil været svære at ramme. Hervolution har ifølge dem selv knækket nøden og udviklet en teknologi, der kan stimulere begge arme i immunsystemet, det medfødte og adaptive.

Og det er en opdagelse, Robert Langer tilsyneladende ser stor værdi i.

”Da jeg gennemgik Hervolutions data, fandt jeg tilgangen radikalt anderledes end andre; innovativ med en overbevisende virkningsmekanisme,” udtalte han forleden.

”Jeg er overbevist om, at virksomhedens teknologi vil være en game changer, og jeg ser frem til at arbejde med Hervolution både indenfor og udenfor kræftbehandling,” lød det videre.

Åbner døre

Når en mand som Robert Langer kommer med sådan en salut, spreder det sig som ringe i vandet, vurderer Peter Johannes Holst.

”Det er en stor blåstempling, selvfølgelig. Og det håber vi, fører noget med sig. Det åbner helt sikkert en masse døre, men folk skal dog i sidste ende overbevises af ideen og dataene, og hvad der findes af evidens,” siger Peter Johannes Holst.

Han og Robert Langer mødtes første gang ansigt-til-ansigt under et seminar for nyligt hos Bioinnovation Institute, BII, hvor Robert Langer holdt et fagligt oplæg. Efterfølgende mødtes de to på BII-direktør Jens Nielsens kontor, som sidstnævnte havde stillet til rådighed, så de to kunne tale fortroligt og uforstyrret. 

”Han nævnte i sin egen tale, at den næste store ting er ’noget, vi ikke har hørt om endnu’, og her måtte jeg jo så sige, at vi lige havde fundet på det her navn, Hervolution, som vi vil gøre til den næste store ting. Og den var han med på,” fortæller Peter Johannes Holst.

Hervolution har allerede et bredt netværk af videnskabelige rådgivere tilknyttet, som er inde over alle væsentlige faglige beslutninger. Robert Langer har imidlertid kontakter, som spænder langt videre, og som formand for Hervolution Therapeutics’ videnskabelige advisory board får amerikaneren konkret til opgave at ”lede tropperne af de store navne,” forklarer Peter Johannes Holst.

”Det er en rolle, han godt kan se sig i, og som han har mestret før. Vi satser selvfølgelig stærk på, at det er en stor en hjælp, at Robert Langer er med os. Det bliver en gave for os, men det er dog trods alt ikke ham, der skal bære det alene. Det skal også de andre og så især data, jo,” siger forskningsdirektøren.

Hånden på kogepladen

Robert Langer bor og arbejder til dagligt i Boston, USA, og hans arbejde for Hervolution kommer derfor til at foregå overvejende virtuelt med besøg i ny og næ i Danmark og vice verca. 

Til en start gør han det uden afregning, men i kontrakten med Robert Langer indgår salgsprocenter, når/hvis Hervolution lykkes med at komme hele vejen til markedet.

Hvor høje salgsprocenter, der er tale om, vil Johannes Holst ikke afsløre.

”Jeg giver ikke nogen detaljer, men han er med på, at det her skal lykkes finansielt, før han rigtig får noget ud af det. På den måde kan du jo sige, at han har hånden på kogepladen, og det vidner jo også om hans tro på projektet,” siger Peter Johannes Holst.

Før Hervolution kan sparke gang i sit bebudede fase 1-forsøg engang til næste år, skal selskabet som nævnt have rejst sin serie A-pengerunde. 

Hvor mange mio. kr., Hervolution konkret går efter, synes ikke helt klart. 

”Der er flere muligheder. Det er et stort felt, vi spiller i, og det kan være en mindre kapitalrejsningssag, som kan lukkes – I don’t know – snart, og det kan også være, at der skal laves en større sag, som kan række længere. Det ser vi på netop nu,” siger Peter Johannes Holst.

Rebrandingen med et nyt navn, hjemmeside og logo, support af en af verdens førende forskere og af nye HERV’er-gennembrud i anerkendte tidsskrifter er alt sammen en del af den samme kapitalrejsningshistorie, lyder det videre.

”Der er en lang fremtid for det her projekt, og det kommer til at kræve mange penge gennem tiden og sikkert også flere kapitalrejsninger. At vi har fået Robert Langer med, vil gøre, at folk siger: ’Det bliver vi lige nødt til at se, hvad er for noget’. Så må vi så se, hvad de finder ud af. Vi satser selvfølgelig på, at det er positivt,” siger Peter Johannes Holst.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også