Synact Pharma finder opløftende data i ellers fejlet fase 2b-studie

Yderligere data har vist, at Synact Pharmas orale lægemiddelkandidat resomelagon er i stand til at overgå placebo hos en bestemt undergruppe. 
Foto: Arne Dedert/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Arne Dedert/AP/Ritzau Scanpix

Det svenske biotekselskab Synact Pharma, der tidligere på måneden kunne melde om et fejlet fase 2b-studie med selskabets orale lægemiddelkandidat resomelagon mod nydiagnosticeret leddegigt (RA), har nu haft mulighed for at kigge nærmere på studiets resultater. Og det har ifølge biotekselskabet kastet positivt nyt af sig. 

Ifølge en meddelelse fra Synact Pharma, der er udsendt tirsdag, har yderligere data fra fase 2b-studiet med navnet Expand nu vist, at resomelagon er i stand til at overgå placebo hos en undergruppe af studiets deltagere, som har et såkaldt CRP-niveau højere end 3 mg/L.

CRP, der står for C-reaktivt protein, bruges blandt andet som en biomarkør til at beskrive systemisk inflammation i kroppen. 

Ifølge tirsdagens meddelelse viser de yderligere data, at 70,6 pct. af de studiedeltagere, som modtog resomelagon i den førnævnte undergruppe, var i stand til at opnå en såkaldt ACR20-respons – en forbedring på mindst 20 pct. – efter 12 uger. For placebo lå andelen i undergruppen på 54,3 pct.

”Vi er tilfredse med effekten og virkningsgraden set hos de patienter med igangværende systemisk inflammation ved udgangspunktet. Det høje niveau af respons set hos disse patienter er et vigtigt fund, der giver os mulighed for både bedre at forstå Expand-resultaterne og bedre fokusere på de patienter, der er mere tilbøjelige til at reagere på resomelagon fremover,” udtaler Thomas Jonassen, der er videnskabelig direktør hos Synact Pharma, i meddelelsen, og fortsætter:

”Det højere niveau af modtagelighed set hos patienter med tegn på systemisk inflammation understøtter vores tro på potentialet for resolution af inflammation med resomelagon.”

Synact Pharmas aktiekurs er siden tirsdag steget med mere end 40 pct. Dog er aktiekursen den seneste måned samlet set faldet med over 80 pct. 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også