Novo Nordisks markedsværdi nærmer sig 3000 milliarder

Endnu en dag med stigninger i Novo Nordisk-aktien bringer medicinalselskabet op i nyt rekordniveau. Aktien er steget 43 pct. i år.
Bagsværd-virksomheden er aktuelt Europas mest værdifulde selskab. | Foto: Finn Frandsen
Bagsværd-virksomheden er aktuelt Europas mest værdifulde selskab. | Foto: Finn Frandsen
af marketwire og Watch medier

Novo Nordisk fortsætter de positive takter på børsen tirsdag, hvor aktien har sat kursrekord for anden børsdag i træk og nærmer sig en markedsværdi på svimlende 3000 mia. kr. Et beløb, der er vanskeligt at relatere til kendte størrelser, men Danmarks bruttonationalprodukt for 2022 blev opgjort til 2832 mia. kr.

Ved 14.10 tiden tirsdag koster aktien 1329 kr. Det er 1,4 pct. mere end mandag og vil i givet fald være lukkerekord for medicinalaktien, der allerede har sat 26 lukkerekorder i år.

Fremgangen følger en periode med stor investorappetit på Novo Nordisk og næsten daglig omtale af selskabets største supersællerter, diabetes 2-midlet Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy. De er begge baseret på samme aktive stof – nemlig GLP-1-analogen Semaglutid.

I slutningen af sidste uge overtog Novo Nordisk rollen som Europas mest værdifulde selskab fra den franske luksusvaregigant LVMH, og med tirsdagens plus er markedsværdien nu oppe i knap 2974 mia. kr., endda fraregnet selskabets beholdning af egne aktier. Medregnes den aktiepost, er markedsværdien knap 2997 mia. kr.

Alletiders højdepunkt for Novo-aktien blev i øvrigt også nået tidligere tirsdag, da aktien ramte 1333,80 kr. og dermed passerede mandagens toppunkt på 1331,40 kr.

Siden nytår har Novo-aktien givet et afkast på mere end 43 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også