MedWatch

Lundbeck i hemmeligt forlig med kopi-rival

Lundbeck har med en af firmaets største konkurrenter indgået et fortroligt forlig, der sikrer medicinalfirmaets topsællert mod patent-retssager. Det sker efter EU-anklager omkring ulovlige aftaler om et andet af Lundbecks produkter.

Det er slut med retssager mellem Lundbeck og Teva Pharmaceutical, der er verdens største producent af kopimedicin.

Teva og Lundbeck har indgået et forlig, der skrinlægger alle retssager, som involverer Lundbeck og Teva Pharmaceutical Industries Ltd. eller deres datterselskaber, erfarer MedWatch.

”Jeg kan bekræfte, at vi har indgået det forlig. Men jeg kan ikke sige noget om det nærmere indhold, fordi det er aftalt i fortrolighed,” siger Mads Kronborg, pressechef i Lundbeck.

Patentkrig

Lundbeck har i lang tid og i mange lande haft tvister med kopi-producenter, der forsøger at få fingrene i Lundbecks profit-givende lægemiddel.

Det gælder også på dansk jord. I marts sidste år gav Østre Landsret kopiproducenten Ratiopharm, ejet af Teva, lov til at producere kopiversioner af Lundbecks storsælgende depressionsmiddel Cipralex.

Apotekernes kunder kunne nyde godt af billigere depressionsmedicin, indtil Højesteret valgte at genindføre fogedforbuddet mod kopifirmaet. Sø- og Handelsretten skulle nå frem til, om Ratiopharm krænkede Lundbecks patent eller ej, før firmaet kunne sælge depressionsmidlet på det danske marked. Men forliget gør, at retssagen er annulleret, og at Ratiopharm ikke genoptager salget af kopien på det danske marked. 

Sædvanlig praksis

Hvad er årsagen til, at I har indgået det forlig?

”Det er en helt almindelig, sædvanlig praksis og måde at afslutte tvister på. Typisk, og det er også tilfældet her, fordi man så kan spare de ret store ressourcer og det meget arbejde, man lægger i at føre sådan nogle sager. Det kan vi spare ved at indgå forliget her, og det er årsagen til, at vi har gjort det. Som sagt er det helt almindeligt,” siger Mads Kronborg til MedWatch.

Ifølge MedWatchs oplysninger er Teva gået med til at annullere samtlige retssager for at få særrettigheder til markedsføring af escitalopram på et senere tidspunkt.

Kan du be- eller afkræfte det?

”Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke kommentere på indholdet i forliget, dersom det er fortroligt,” siger Mads Kronborg.

Læs også: Lundbeck-CEO: Ingen penge i Teva-forlig

Teva i tale

I Teva Danmark fortæller Peter Burestadt, midlertidig general manager for Teva Danmark, at han ikke har fuld indsigt i sagen.

”Nej, jeg har ikke nok information til at kommentere på det,” siger han.

EU-anklager mod andre aftaler

I sidste måned anklagede EU-kommissionen Lundbeck for at overtræde loven med konkurrenceforvridende aftaler omkring et andet af Lundbecks lægemidler. Ifølge kommissionen har Lundbeck lavet aftaler med fire kopiproducenter angiveligt med henblik på at blokere for billigere kopiprodukter fra markedet i Europa. Disse sager angår Lundbecks rettigheder til lægemidler baseret på det aktive stof citalopram mod depression.

Aftalen med Teva har indflydelse på Ratiopharms markedsføring af lægemidler med det aktive stof escitalopram, som Lundbecks andet depressions-storsællert indeholder. De to sager har dog så vidt vides ikke noget at gøre med hinanden.

MedWatch følger op på sagen.

(Rettet: MedWatch har tidligere skrevet, at forliget går ud over Ratiopharms mulighed for at markedsføre kopier af Cipralex. Højesterets genindførelse af fogedforbuddet har dog før forliget forhindret det)

 

 Lundbeck-CEO: Ingen penge i Teva-forlig 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier