Amerikansk biotek-bank bliver opkøbt to uger efter krak
Amerikanske First Citizens Bank køber Silicon Valley Bank (SVB), der tidligere i marts krakkede og blev beordret lukket af finansmyndighederne i USA.
Det oplyser Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC), som er den myndighed, der overtog SVB i kølvandet på problemerne.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag morgen.
Købet betyder, at First Citizens Bank overtager bankens indlån og udlån.
SVB, hvis klientel særligt består af biotek og tech-virksomheder, løb ind i problemer, efter at for mange kunder trak store summer ud af banken.
Banken havde store investeringer i lange statsobligationer. I takt med at USA’s Centralbank begyndte at justere renten op for at tackle den stigende inflation, faldt værdien af Silicon Valley Banks statsobligationer.
For et par uger siden besluttede banken sig for at minimere sine tab og sælge ud af statsobligationer for 21 milliarder dollar.
Det medførte et tab på 1,8 milliarder dollar, men måske endnu værre udbredt panik om bankens finansielle helbred.
Det fik kunder til hastigt at hive deres indlån ud af Silicon Valley Bank, hvilket altså endte med, at banken blev beordret lukket.