Dansk Erhverv vil kopiere kendt Boston-biotekområde i Danmark

Kendall Square i Boston-bydelen Cambridge er hjemsted for mere end 250 medicinal- og biotekvirksomheder, alt sammen inden for 2,5 km². Står det til Dansk Erhverv, bør danske interessenter samle sig om at opføre en dansk pendant.
Foto: Michael Dwyer/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Michael Dwyer/AP/Ritzau Scanpix

Beliggende klos op af MIT og med tanken om, at fuglen ikke flyver alt for langt fra reden, er Kendall Square i Boston-bydelen Cambridge hjemsted for over 250 amerikanske og internationale biotek- og medicinalvirksomheder – hvoraf flere er spundet ud af universitetet selv.

Området er ofte blevet kaldt ”The most innovative square mile on the planet”, men står det til Dansk Erhverv, skal et nyt dansk område inspireret af Kendall Square tage kampen op med den ægte vare.

”Vi skal have en dansk version af Kendall Square, fordi at der er behov for at lave et fysisk samlingspunkt, hvor at folk kan komme ind og få testet deres ideer,” lyder det fra Dansk Erhvervs fagchef for Life Science, Morten Engsbye.

Forslaget indgår i en ny life science-politik fra Dansk Erhverv, der definerer en række pejlemærker for, hvad Danmark politisk bør arbejde imod, for at bibeholde og styrke Danmarks position som life sicence-nation. Et af de forslag er et fysisk samlingspunkt.

”Der er laboratoriepladser, og der er muligheder for at sparre med andre virksomheder, men det skal ikke kun være for startups. Det vil også være helt oplagt, hvis man fik lavet en fed infrastruktur; at også store etablerede udenlandske farmaselskaber vil kunne lægge en satellit i nærheden af det her. Her kunne de komme for dels at give noget sparring, men selvfølgelig også scoute efter de rigtig gode virksomheder og ideer, måske endda også personer,” lyder visionen fra Morten Engsbye.

En entreprenant atmosfære

Ideen bag et dansk Kendall Square bygger på en tanke om, at en fysisk tilstedeværelse fordrer deling og sparring omkring ideer. Noget som blandt andet Bioinnovation Institute (BII) har arbejdet med i årevis.

Ifølge Morten Engsbye skal et dansk Kendall Square ikke opføres som en erstatning, men snarere et supplement til BII. Morten Engsbye kan ikke pege på et decideret geografisk sted, der ville være egnet, men han fortæller, at han godt kunne se en institution som Københavns Universitet indgå.

Det geniale ved Kendall Square er jo, at det ligger i umiddelbar forbindelse med MIT, og at mange af virksomhederne har udspring netop derfra. Kan man finde den samme atmosfære i et nybygget område i Danmark?

”Det er rigtigt, at der er en helt speciel entreprenant atmosfære i Boston – det er der ingen tvivl om. Samtidig er jeg også meget bevidst om, at det ikke er noget, man får fra dag til dag. Jeg er dog ret sikker på, at man på relativt kort tid, ville kunne opbygge noget, der smagte af, hvad der foregår i Boston,” siger Morten Engsbye og fortsætter:

”Vi mener, at det er bydende nødvendigt, at vi er meget ambitiøse på den her life science-dagsorden. Jeg tror, at hvis man får de rigtige folk samlet omkring et stort bord, kan man få lavet en infrastruktur omkring vores ide om en dansk version af Kendall Square, som vil kunne fordre innovation på et niveau, vi endnu ikke har haft i Danmark.”

Dansk Erhverv lægger op til en løsning, hvor offentlige, private og statslige aktører samles om at realisere visionen. Ifølge Morten Engsbye vil det være fordelagtigt hvis staten, ligesom staten Massachusetts gjorde det, da Kendall Square skulle planlægges, tog styringen og fik samlet investorer og interessenter om ideen.

Cykelafstand fra Riget

I Medicon Valley Alliance tager man varmt imod ideen. Adm. direktør Anette Steenberg kan sagtens se ræson i et geografisk afgrænset område, hvor biotek-, medico- og medicinalbranchen møder sundhedsvæsenet og investorerne.

”Det vil være helt fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre. I Medicon Valley nedbryder vi i forvejen de siloer, der er mellem vidensinstitutionerne, de private aktører, herunder investorerne, men også etablerede life science-virksomheder og eksempelvis hospitalerne. Men det gør vi jo ad hoc – gennem netværk og events. Hvis man havde et fysisk sted, vil det være endnu mere fantastisk, for så vil de kunne mødes naturligt hyppigere,” siger Anette Steenberg.

Hun peger konkret på området Medicon Village i Lund, som i praksis fungerer ”beundringsværdigt godt”, selv efter Astrazeneca har forladt området. I stedet er der over de sidste ti år skabt mange flere arbejdspladser inden for life science, end Astrazeneca efterlod sig. Der er dog en konkret forskel mellem Lund i Sverige og eksempelvis København.

”Investorerne vil jo altid gerne være inden for cykelafstand fra Rigshospitalet. Problemet er, at i Lund er der lidt mere bar mark, end vi har omkring Rigshospitalet, så vi har lidt et kvadratmeterproblem, hvis det skal ligge der,” siger Anette Steenberg og tilføjer, at Medicon Valley Alliance meget gerne vil være med om bordet, når der skal udvikles videre på Dansk Erhvervs idé om et dansk Kendall Square.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også