MedWatch

Minister: Sundhedsaftale udsættes ikke længere end højst nødvendigt

Så snart der er mere luft, skal arbejdet med at lave en reform af sundhedsvæsnet i gang, siger minister.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil indkalde til forhandlinger om en sundhedsaftale, så snart der er tid og luft til det.

Men i øjeblikket er der for travlt med at håndtere coronaepidemien. Derfor må en reform af sundhedsvæsnet vente lidt endnu.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Han er tirsdag i samråd om bemandingen i sundhedsvæsnet.

”Ambitionen er at indkalde til forhandlinger om en sundhedsaftale så snart, det er muligt. Det er ikke noget, vi udsætter længere en højst nødvendigt,” siger Magnus Heunicke.

Særligt Venstre er på samrådet optaget af at få en dato for, hvornår forhandlingerne kan gå i gang. Men ministeren kommer ikke med et præcist tidspunkt.

Danmark skal først igennem tredje bølge af coronaepidemien, inden arbejdet kan gå i gang, siger Magnus Heunicke flere gange.

Det er SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, som har indkaldt til samrådet.

Det har hun blandt andet gjort på baggrund af TV2-dokumentaren ”Opråb fra sygehuset”. Programmet skildrede travlhed og mangel på personale på landets sygehuse.

Ministeren siger, at manglen på personale har været kendt længe. Samtidig vil den demografiske udvikling betyde, at der fremover blandt andet vil være flere ældre, der har behov for behandling. Det vil presse sundhedsvæsnet yderligere.

Coronaepidemien og sommerens strejke blandt sygeplejerskerne har gjort det tydeligt, hvordan mangel på personale forværrer travlheden i et i forvejen presset sundhedsvæsen, siger ministeren.

”Vi kommer ikke til at ansætte eller uddanne os ud af de demografiske udfordringer. Vi bliver nødt til også at se på mere grundlæggende strukturelle udfordringer og uløste problemer,” siger han.

I statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale 1. januar blev et udspil til en reform på sundhedsområdet udskudt på ubestemt tid.

Tiden ikke er til at ”gennemføre store forandringer i sundhedsvæsenet”, når ”vi står midt i en svær pandemi”, lød det.

Det var ellers regeringens plan af fremlægge en aftale på sundhedsområdet sidste år.

Oppositionen har i medierne højlydt kritiseret, at en aftale om en sundhedsreform er blevet udskudt.

Jane Heitmann, som er formand for Folketingets sundhedsudvalg og medlem af Venstre, siger på samrådet, at Magnus Heunicke er i gang med at lave danmarkshistoriens største syltekrykke.

Onsdag skal både statsminister Mette Frederiksen (S) og Magnus Heunicke svare på spørgsmål om den udskudte sundhedsreform.

Det sker ved en hasteforespørgselsdebat, som de blå partier har indkaldt til.

Statsministeren skal i den varme stol om udskudt sundhedsudspil

Regeringen udsætter sundhedsudspil på ubestemt tid

Blå blok efterlyser lovede forhandlinger om sundhedsreform

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier