MedWatch

Hver fjerde coronasmittede patient er indlagt af andre årsager

De fleste patienter med coronavirus på sygehusene er indlagt på grund af infektionen, men andelen falder.

Foto: René Schütze

I december var 27 procent af patienterne med coronavirus på danske sygehuse indlagt på grund af en anden diagnose.

Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI). Den sætter for første gang præcise tal på, om patienter er indlagt på grund af eller med coronavirus.

Rapporten viser altså, at omkring tre ud af fire er indlagt på grund af coronavirus. Resten har andre diagnoser, hvoraf en lille andel har andre luftvejsdiagnoser, som mistænkes at være corona.

Tallene i rapporten er fra 19. december, hvor deltavarianten var dominerende i Danmark. Billedet kan derfor have ændret sig efterfølgende.

Den dag var der 560 indlagte ifølge SSI. Det svarer dermed til, at 151 patienter var indlagt af andre årsager.

Der er en tendens til, at en højere andel af personer under 60 år er indlagt med og ikke på grund af coronavirus sammenlignet med ældre aldersgrupper.

Rapporten er offentliggjort i forlængelse af, at der de seneste uger har været debat om tallene for coronaindlæggelser fra Statens Serum Institut, der bliver offentliggjort dagligt.

Den daglige opgørelse indeholder alle patienter, der har været indlagt mindst 12 timer og samtidig er testet positiv i løbet af de seneste 14 dage.

Fagfolk og politikere har kritiseret opgørelsesmetoden. De mener, at det giver et forvrænget billede af, hvor stort et pres coronavirus forvolder på sundhedsvæsenet.

Kritikken er blandt andet gået på, at opgørelsen fra SSI tæller en masse patienter med, som ikke er indlagt på grund af coronavirus.

Det kan for eksempel være fødende, psykiatriske patienter eller personer, der har brækket et ben.

På den anden side har det fra sundhedsmyndigheder og sygehuse lydt, at det også kræver ekstra ressourcer til isolation og værnemidler, selv om en coronasmittet patient ikke er indlagt på grund af virusset.

Billedet kan have ændret sig siden december, da spredningen af omikronvarianten har medført rekordhøje smittetal. Omikron vurderes dog kun at være halv så høj risiko for indlæggelse med omikron sammenlignet med delta.

SSI anslår i sin seneste prognose for smittens udvikling, at omkring hver fjerde coronapatient i løbet vinteren vil være indlagt af andre årsager. Den blev offentliggjort 5. januar.

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier