MedWatch

Astrazeneca melder om færre vaccinemængder til Europa end forventet

Allerede inden vaccine fra AstraZeneca er blevet godkendt i EU, melder producenten om leveranceproblemer på grund af "reduceret udbytte på et produktionssted" i den europæiske forsyningskæde. (opdateret)

"Der er ingen planlagt forsinkelse i starten af forsendelsen af vores vaccine, hvis vi får godkendelse i Europa," skriver en talsmand for virksomheden i en mail til Ritzau. | Foto: Punit Paranjpe/AFP / AFP

(Opdateret kl. 17:30: SSI og Astrazeneca har bekræftet oplysningerne. Før fremgik det, at Astrazeneca ifølge mediet Bild skulle melde om forsinkede vacciner. Men ifølge en talsperson fra selskabet, bliver de første leverancer sendt til tiden som planlagt)

Medicinalvirksomheden Astrazeneca har meddelt EU, at producenten får problemer med at levere de planlagte doser vaccine mod covid-19.

Det bekræfter Statens Serum Institut over for Ritzau.

Astrazeneca oplyser, at de første leverancer tidsmæssigt vil blive sendt af sted til Europa som planlagt, men at mængden af vaccinedoser bliver mindre end lovet.

"Der er ingen planlagt forsinkelse i starten af forsendelsen af vores vaccine, hvis vi får godkendelse i Europa," skriver en talsmand for virksomheden i en mail til Ritzau.

"Men de oprindelige mængder vil være lavere end forventet på grund af reduceret udbytte på et produktionssted i vores europæiske forsyningskæde."

Vaccinen fra Astrazeneca er endnu ikke godkendt til brug i EU, men forventes at blive det i slutningen af januar.

Herefter vil vaccinerne blive distribueret til hospitaler og lægehuse i Europa.

Lægemiddelstyrelsen fortæller til TV2, at der "er tale om mindst en halvering af leverancen til hele EU". Derfor vil den danske vaccinationsplan skulle justeres, oplyser styrelsen til mediet.

Virksomheden uddyber ikke, hvad årsagen til den reducerede produktion er, eller hvilken fabrik der oplever problemer.

Men AstraZeneca understreger, at man "fortsætter med at øge produktionsmængderne" de kommende måneder.

"Vi leverer titals millioner doser i februar og marts til EU," skriver talsmanden for Astrazeneca til Ritzau.

Danmark har lagt billet ind på at købe 3,9 millioner doser af vaccinen fra Astrazeneca. Heraf har det været forventningen, at 700.000 af doserne - hvis vaccinen bliver godkendt - kan blive leveret til Danmark i løbet af februar.

Tallet bygger på en udregning fra Berlingske på baggrund af tal for forventede leverancer til Norge og Sverige.

I forvejen har to af de øvrige producenter af coronavaccine - Pfizer/Biontech - varslet, at de heller ikke kan levere den lovede mængde vacciner til blandt andet Danmark.

I første kvartal vil der være en nedgang på 85-100.000 doser fra Pfizer/Biontech, oplyste Statens Serum Institut tidligere på ugen.

Astrazenecas vaccinefabrikker ramt af oversvømmelse og brand

Britisk minister: Vaccine er 89 procent effektiv efter ét stik 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier