MedWatch

516.898 nye smittetilfælde sætter global corona-rekord

Europa er igen blevet et nyt epicentrum for sygdommen, som udbredes hurtigt på kontinentet.

Foto: Valdemar Ren/Ritzau Scanpix

Der er for første gang registreret over 500.000 nye corona-smittetilfælde på et døgn på globalt plan. Det skriver AFP på baggrund af oplysninger fra sundhedsmyndigheder verden over.

Det skete tirsdag, da der blev registeret i alt 516.898 nye tilfælde. I samme tidsrum blev der registreret 7723 coronarelaterede dødsfald.

Europa er igen blevet et nyt epicentrum for sygdommen, som udbredes hurtigt på kontinentet. Hen over de seneste syv dage har der gennemsnitligt været 220.000 nye daglige infektioner, hvilket er en stigning på 44 pct. i forhold til ugen før.

Stigningerne på globalt plan kan kun delvist forklares med, at der foretages langt flere test end under den første epidemibølge i marts og april.

Blandt de godt 500.000 tilfælde, som blev registreret på globalt plan tirsdag, var over halvdelen i de ti hårdest ramte lande i verden: USA, Indien, Brasilien, Rusland, Frankrig, Spanien, Argentina, Colombia, Storbritannien og Mexico.

I alt er der registreret over 44 millioner smittetilfælde på globalt plan. Antallet af dødsfald er på 1,17 millioner siden pandemiens begyndelse. De lande, som har flest coronarelaterede dødsfald per 100.000 indbyggere er Peru (103), Belgien (95), Spanien (76) og Brasilien (74).

Det globale gennemsnit er 15 dødsfald per 100.000 indbyggere ifølge statistiktjenesten Worldometer.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier