MedWatch

Region forudser mangel på de foretrukne værnemidler indtil 2021

Stor efterspørgsel på værnemidler fra hele verden betyder, at sundhedspersonale går glip af de mest komfortable værnemidler.

Sundhedsansatte i Region Midtjylland må finde sig i, at eksempelvis mundbind med elastik fremfor det foretrukne snører, da der globalt er stor efterspørgsel på det mest komfortable værnemidler. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Der er så intens kamp om de bedste værnemidler på verdensmarkedet, at Region Midtjylland ikke kan garantere stabile leverancer til personalet på sygehusene.

Det fortæller DR P4 Midt & Vest.

Alle de indkøbte værnemidler lever op til beskyttelseskravene, garanterer Dorte Christensen, der er afdelingschef for Indkøb og Medico-teknik i Region Midtjylland. Men komforten er ikke helt god nok.

"Man har omstillet produktionen, så det er det, der går mest af, der bliver produceret," forklarer hun til DR P4 Midt & Vest.

"Det vil sige, at de specielle værnemidler og den meget høje kvalitet, som vi har været vant til i det danske sundhedsvæsen, er vanskelig at skaffe."

For eksempel foretrækker personalet mundbind med bindebånd frem for elastikker. Elastikkerne er ubehagelige, når man skal bære mundbind over længere tid. Og for personale, der for eksempel bærer høreapparater, er det ekstra besværligt.

Region Midtjylland regner med, at udfordringerne med værnemidler fortsætter som minimum ind i 2021.

"Det synes jeg ikke, der er behageligt for personalet, men det er sådan, verdensmarkedet er, og vi gør alt, hvad vi kan for at få værnemidler af så god kvalitet hjem," siger Dorte Christensen til DR P4 Midt & Vest.

Denne artikel er viderformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af DR P4 Midt & Vest

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier