National klynge for life science godkendt

Superklyngen Danish Life Science Cluster er en realitet, efter at Uddannelses- og Forskningsministeriet har godkendt den reviderede ansøgning, hvor de tidligere stridende parter i 11. time fandt sammen i et fælles projekt.
I alt 14 nye nationale klynger inden for en række forskellige områder skal fra 2021-2024 skabe samarbejde mellem forskere og virksomheder, og målet er at få mere innovation ud i samfundet, lyder det i en meddelelse fra ministeriet.
"Vi har et stærkt erhvervsliv i hele Danmark. Det skal de nye klynger være med til at støtte op om ved at danne bro mellem forskningsmiljøer og virksomheder," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i meddelelsen.
Hun fortsætter:
"For regeringen har det været meget vigtigt, at der er geografisk balance i det danmarkskort, der tegnes med klyngerne. Det er der nu, og jeg glæder mig til at se det blive til virkelighed, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Danish Life Science Cluster får hovedsæde i København men skal samtidig også have "tilstedeværelse" i universitetsbyerne Aarhus, Odense og Aalborg.
Partnerskabet bag klyngen tæller blandt andet Danmarks fem største universiteter, fem GTS-institutter, de fem danske regioner, de danske kommuner samt seks branche- og erhvervsorganisationer, der tilsammen repræsenterer mere end 500 både små og store virksomheder i sektoren samt eksisterende klyngeorganisationer.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil i den kommende uge fordele 80 mio. kr. mellem de 14 klynger.
Superklynge er resultatet af indrømmelser i sidste øjeblik Aktører når til enighed om national life science-klynge med hovedsæde i København Welfare Tech: Umuligt at nå fælles ansøgning om sundhedsklynge før deadline Nordjyske life science-virksomheder kaster sig ind i kampen om national klynge Håbet om fælles ansøgning til super-klynge lever trods truende tidspres Stridende parter fastholder håb om fælles ansøgning til national superklynge