MedWatch

Medicinsalg trækker Danmarks eksport op i rekordhøjder

Den danske eksport steg igen i august, og for de første otte måneder af året ligger eksporten 7 pct. højere end sidste år. Det skyldes især eksporten af medicin.

Medicin er endnu engang en afgørende faktor i dansk eksportfremgang. Foto: Marcus Trappaud Bjørn/ERH

Medicinalvarer fortsætter med at være en af trækhestene i den danske eksport.

Det viser sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge tallene steg den danske eksport af varer i august med 1,8 procent blandt andet på grund af et større salg af kemikalier og kemiske produkter, herunder medicin.

Dykkes der ned i tallene, er eksporten af kemikalier og kemiske produkter, som altså også omfatter medicin, en af de største eksportgrupper målt i kroner og ører.

"Den fortsat stærke udvikling i eksporten skyldes primært, at den mindre konjunkturfølsomme eksport af medicin, vindmøller og landbrugsprodukter fortsat klarer sig godt," siger cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.

Han tilføjer, at den samlede danske eksport i august steg til 59,8 milliarder kroner, hvilket ifølge ham er rekordhøjt.

"Det er godt nok imponerende med tanke på, at væksten på vores vigtigste eksportmarkeder ellers er bremset tydeligt op, og at handelskrigen mellem USA og Kina har nået nye højder," siger Tore Stramer.

For de første otte måneder af 2019 ligger den samlede danske eksport højere end i samme periode i 2018. Eksporten ligger i perioden 7 procent højere end sidste år.

Det er blandt andet det større salg af kemikalier, kemiske produkter og medicin, som har løftet eksporten de seneste måneder.

Isoleret for august blev der eksporteret mere, end der blev importeret af forskellige varer. Det resulterede i et overskud på den danske handelsbalance på 7,9 milliarder kroner.

Og for betalingsbalancen, der dækker over alle de økonomiske handler, som et land har med udlandet, var der i august et overskud på de løbende poster på 18,6 milliarder kroner.

Danmark har haft overskud på sin betalingsbalance siden 1980.

Danmark indgår patentaftale med Brasilien – halverer lang ventetid for medicinalfirmaer

Pfizer-boss i Frankrig: Macron vil trække danske life science-selskaber til landet

Nordea: Medicin overgår for første gang maskiner som eksportvarer

Life science er lokomotivet i dansk eksport

Salg af medicin til udlandet trækker den danske eksport op

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier